Gå til indhold
Luftfoto af sneklædte Odder.
Luftfoto af sneklædte Odder.

Pressemeddelelse -

Torsdagens opdatering på snevejret i Odder Kommune

Sneen volder stadig store problemer i det meste af Østjylland, også i Odder Kommune. Derfor holdt kommunens kriseledelse møde onsdag morgen med deltagelse af blandt andre Østjyllands Brandvæsen. Fra både brandvæsen og politi lyder det at hver bil på vejene er en for mange, og de fraråder således al udkørsel, i første omgang frem til klokken 14. Fra brandvæsen og politi lyder det også at vejene udenfor kommunen er svært fremkommelige flere steder.

Vores egne folk i Fælles Drift og Service arbejder i øjeblikket på højtryk med at rydde sne og salte. Alle biler, traktorer og personel er på vejene, og de tager dem i en prioriteret rækkefølge. Det er dog svært, da det stadig blæser og fyger voldsomt de fleste steder i kommunen. Indtil videre går arbejdet dog efter planen, og senere på dagen torsdag kommer der ny leverance af salt.

I forhold til besøg fra hjemme- og sygeplejen, så er det de mest nødvendige besøg, der bliver prioriteret i øjeblikket. Alle borgere bliver naturligvis kontaktet, men det er ikke alle, der kan regne med at få besøg.

Midttrafik skriver at letbanelinje L2 - det er den, der kører mellem Odder og Aarhus - er aflyst og tidligst begynder at køre igen klokken 12. Herefter regner man med at kunne køre hver halve time. Samtidig er flere busser aflyst, ligesom alle rejser med Flextur, Flexbus og handicapkørsel er aflyst, indtil videre frem til klokken 12.00. Flextrafik forsøger at kontakte kunder med forudbestilt kørsel per telefon. Følg med på rejseplanen eller Midttrafiks trafikinfo her.

Renosyd fortæller på deres Facebook-side at deres genbrugspladser - herunder den i Odder - holder lukket hele torsdagen.

De forskellige varsler varer frem til mellem klokken 12 og 14, men det er på nuværende tidspunkt ikke sikkert at de ophører på det tidspunkt. De kan blive forlænget. Derfor mødes kriseledelsen igen klokken 14, og så sender vi en ny opdatering ud derefter.

Emner

Regions

Kontakt