Pressemeddelelse -
Trods samlet tilbagegang i årets erhvervsklimamåling fastholder Odder topplacering i erhvervsvenlighed
Det har i lang tid været en målsætning for Odder Kommune, at vi skal ligge i top 20, når Dansk Industri præsenterer deres årlige måling af erhvervsklimaet. Den måling er netop landet, og den viser at vi i år ligger nummer 22, og er dermed udenfor top 20.
”Det ærgrer mig, at vi ikke når vores ambition om at ligge i top 20 i år. Der er for mig at se nogle tydelige signaler i målingen, som vi skal dykke ned i – både internt og i dialog med erhvervslivet. Det kræver lidt flere analyser, men det ser ud til at vi især skal have set på vores samarbejde med erhvervs- og ungdomsuddannelserne samt have endnu mere fart på vores klimatiltag. Det vil vi kigge på i den kommende tid, så vi igen når vores målsætning om at være blandt landets bedste, når det gælder erhvervsklimamålingen. Når det er sagt, så er der også mange gode ting i erhvervsklimamålingen. Der er stor tilfredshed med vores jobcenter, vi indtager endnu engang førstepladsen inden for byggesagsbehandling og vi får i det hele taget ros for dialogen mellem virksomheder og kommunen – både politikere og forvaltning. Så de ting skal vi bygge videre på og sørge for at blive bedre på de områder, hvor vi scorer lavere,” siger borgmester Lone Jakobi.
Undersøgelsen viser således også gode takter og at virksomhederne fortsat oplever at det er godt at drive virksomhed i Odder Kommune. I målingen får vi især ros for virksomhedernes samarbejde med jobcentrene, dialogen med forvaltning og politikere. Og så er vi fortsat danmarksmestre i at behandle byggesager. Det giver os blandt andet en 8. plads i den overordnede erhvervsvenlighed og dialog, som er vores bedste placering i denne kategori nogensinde. Derudover byder den på de her placeringer:
- Overordnet 8. plads i kategorien Overordnet erhvervsvenlighed og dialog – bedste placering nogensinde.
- Nummer 1 i sagsbehandling af byggesager og på digitale erhvervsservices.
- Nummer 2 i jobcenterets samarbejde med virksomheder.
- Nummer 4 i vores indsats for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft.
- Nummer 6 i kategorien ”dialog mellem erhvervslivet og kommunen”.
- Nummer 22 på landsplan i den samlede vurdering.
Du kan dykke ned i hele undersøgelsen i den vedhæftede fil.