Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Danmarkspremiere på Omoda 5 EV – en elegant og kraftfuld el-SUV

NCG står klar til introduktion af Omoda/Jaecoo for danske kunder. Det nye elbilsmærke fra kinesiske Chery er klar til at indtage Danmark med lanceringen af den første fuldelektriske model, Omoda e5. Bilen kombinerer moderne design, praktisk rækkevidde og avanceret teknologi – til en attraktiv pris.


Op til 402 km rækkevidde, frisk acceleration og opladning på 28 min

Omoda 5 EV er bygget til at levere både rækkevidde og ydeevne i hverdagen. Den 61 kWh store LFP-batteripakke sikrer en rækkevidde på op til 402 kilometer (WLTP), hvilket gør bilen oplagt til både bykørsel og længere ture. I praksis kan danske bilister forvente en realistisk rækkevidde på cirka 345 kilometer under blandede kørselsforhold. Den kraftige 150 kW (204 hk) elmotor på forakslen leverer et moment på 340 Nm og giver en acceleration fra 0 til 100 km/t på blot 7,6 sekunder. Omoda 5 EV kan hurtigoplades med op til 80 kW. Det betyder, at du kan lade batteriet op fra 30 til 80 % på cirka 28 minutter, hvis forholdene er optimale. Det gør bilen nem at bruge i en travl hverdag. Har du bedre tid, kan du lade fra 10 til 80 % på omkring 45 minutter.

Bevægende design

Designet på Omoda 5 EV følger det moderne “Light of Movement”-designsprog og er skabt til at appellere til den urbane bilkøber. Den karakteristiske lukkede front og X-formede designlinjer giver bilen en futuristisk fremtoning, som skiller sig ud i gadebilledet. Kabinen er udstyret med to integrerede 12,3" HD-skærme, som danner en elegant digital cockpitløsning. Betjeningen er enkel og intuitiv, og bilen byder på detaljer som stemmestyring, trådløs opladning og et premium lydsystem fra Sony. Kunderne kan glæde sig over yderligere komfortudstyr som elektrisk bagklap, panorama-soltag, ambient kabinebelysning og forsæder med køl og varme samt head-up display. Omoda 5 EV har god rummelighed til hele familien med 378 liter bagagerum, som kan udvides til 1.075 liter ved sæderne lægges ned.

Omoda 5 EV er et stærkt bud i SUV C-segmentet. Her får du god rækkevidde, moderne teknologi, fremtidssikret design og omfattende garanti til en attraktiv pris.

Garanti og sikkerhed

- Batterigaranti: 8 år/160.000 km

- Fabriksgaranti: 7 år/150.000 km

- Serviceaktiveret vejhjælp

- 5 stjerner i Euro NCAP

Priser

Omoda 5 EV fås i én udstyrsversion, Premium. Her får du 18″ fælge, Fuld ADAS-pakke, 2 x 12,3” skærme, Sony-lydanlæg og trådløs opladning samt elektrisk bagklap, 360° kamera, soltag, ambient lys og forsæder med køl og varme samt head-up display. Og det bedste er prisen!
Omoda 5 EV Premium introduceres til en kampagnepris på kroner 239.900, -

Omoda 5 EV er ganske enkelt en virkelig god bil til en virkelig god pris. De 239.900 kroner giver dig en praktisk bil med masser af udstyr, samt en garanti på 7 år med i købet!


Nye forhandlere

I Danmark importeres og markedsføres Omoda 5 EV af Nic. Christiansen Gruppen, som eksklusivt står bag importen af både Omoda og søstermærket Jaecoo. Nic. Christiansen Gruppen er en af Nordens førende bilkoncerner med hovedsæde i Kolding og repræsenterer allerede mærker som Ford, Hyundai, BYD og Jaguar Land Rover.

Organisationen er i gang med at etablere et landsdækkende forhandlernetværk, og de første aftaler med forhandlere er undervejs. Det forventes, at Omoda og Jaecoo vil være til stede i de større danske byer, herunder København, Odense, Aarhus og flere større danske handelsbyer, når salget går i gang. Målet er at tilbyde både fysiske showroom-løsninger og moderne digitale salgsoplevelser – med fokus på den gode kundeoplevelse og let tilgængelighed.

“Med Omoda 5 EV bringer vi ikke bare endnu en elbil på markedet – vi introducerer et helt nyt brand, der er designet til en ny generation af bilkøbere, som stiller høje krav til både teknologi, komfort og pris. Vi oplever stor interesse fra både kunder og forhandlere og ser frem til at gøre Omoda til en synlig spiller i gadebilledet i de største danske byer allerede fra slutningen af 2025,” siger Jonas Hørdam, direktør for Omoda & Jaecoo hos Nic. Christiansen Gruppen.

Læs mere information om Omoda 5 EV på hjemmesiden: https://www.omoda.dk/

Kontaktinformation:

Jonas Hørdam
Country Manager Omoda-Jaecoo
M: +45 22688691
E: jonhoe@nc.dk


OMODA & JAECOO træder ind som endnu to stærke og fremtidsorienterede bilmærker hos Nic. Christiansen Gruppen, der er den danske importør. Her bliver både OMODA og JAECOO en del af en større familie, der rummer flere anerkendte bilmærker og forhandlerkæder.
OMODA & JAECOO er to bilmærker under Chery Automobile, som i over 21 år har været blandt de eksporterede bilproducenter på det internationale marked. I dag er Chery til stede i mere end 80 lande og med mere end 13 millioner biler ude på landevejene.
Sideløbende med lanceringen af OMODA og den fortsatte udvikling af højteknologiske, elektriske biler, har Chery bl.a. engageret sig i UNICEF’s "Global Education Thematic Programme".

Kontakt