Gå til indhold
Et år med mange plusser trods negativt afkast

Nyhed -

Et år med mange plusser trods negativt afkast

Årets generalforsamling i Pædagogernes Pension løb af stablen d. 19. april. Her blev der set tilbage på et finansielt udfordrende år, årsregnskabet blev godkendt, et bestyrelsesmedlem gik og et nyt kom til.

Det var de faste punkter på dagsordenen, der fyldte generalforsamlingen dette år, og så alligevel ikke. Det er trods alt ikke hvert år, at et bestyrelsesmedlem takker af, og der skal vælges et nyt. Det skete i år, hvor forsamlingen sagde farvel og tak for den store indsats til særligt sagkyndigt bestyrelsesmedlem Lis Skovbjerg, hvis valgperiode udløb i år, og som i den forbindelse har valgt at gå på pension.

Bestyrelsesformand Uffe Jensen takkede Lis Skovbjerg, der med sin store erfaring og viden har ydet en kæmpeindsats i bestyrelsen til gavn for pædagogerne.

Nyt bestyrelsesmedlem valgt
Som afløser til posten havde bestyrelsen indstillet Anders Bruun. Han blev enstemmigt valgt og er dermed det ene af to sagkyndige bestyrelsesmedlemmer med særlige kvalifikationer indenfor revision. Den 56-årige Anders Bruun har 23 års erfaring fra PensionDanmark som CFO og 14 års erfaring fra Deloitte, hvor han var statsautoriseret revisor.

Velkommen til Anders Bruun som nyt bestyrelsesmedlem i Pædagogernes Pension.

Den nysammensatte bestyrelse er fra venstre: Uffe Jensen, Leif Hasager, Anders Bruun, Kim Hyttel, Lasse Bjerg Jørgensen, Pernille Riis, Ann Lindhardt, Lars Søgaard Jensen og Steffen Poulsen.

Anders Bruun overtager samtidig posten som formand i revisions- og risikoudvalget i Pædagogernes Pension, som ser således ud:

Fra venstre ses Leif Hasager, Uffe Jensen, Anders Bruun og Kim Hyttel.

Et hårdt år for investeringer, men også med mange succeser
I bestyrelsens beretning konstaterede formand Uffe Jensen bl.a., at trods sidste års store tab i hele den finansielle sektor på grund af krig i Ukraine, en historisk høj inflation og voldsomme rentestigninger, så formåede Pædagogernes Pension fortsat at skabe stor værdi for pædagogerne. De samlede omkostninger (ÅOP) er fx stadig blandt de laveste i branchen.

Formanden kom i beretningen ind på, at det historiske dårlige år for både aktier og obligationer, som ramte hele pensionsbranchen, bevirkede, at 2022 derfor ikke blev et tilfredsstillende år, hvad angår det negative afkast, der ramte medlemmerne.

”Vi glæder os dog over, at 2022 kommer efter 10 år med gode afkast – også i forhold til mange andre i branchen,” sagde Uffe Jensen i bestyrelsesberetningen.

2022 bragte heldigvis også masser af positive sider og succeser med sig, og nogle af dem, som formanden nævnte i beretningen, var blandt andet den nye app Bedre Pension, som medlemmerne har taget rigtigt godt imod, den nye visuelle identitet, der forener de to verdener, vi befinder os i: den finansielle sektor og det menneskelige i det pædagogiske fag, samt den jobbank, som Pædagogernes Pension i samarbejde med BUPL og BUPL-A oprettede for pædagoger på pension, der i en periode kunne vende tilbage til deres fag og arbejde med flygtningebørn fra Ukraine. Mere end 1.000 pensionerede pædagoger stillede sig til rådighed.

Formanden rettede også en stor tak til de fremmødte delegerede og suppleanter og sagde bl.a.:

”Hele bestyrelsen sætter enorm stor pris på jeres store engagement på vores møder, som i den grad giver os inspiration. Jeres indsats for pensionskassen gør, at vi har en helt unik model, der giver os mulighed for at drøfte både store og små emner med dem, der betyder noget – nemlig jer som medlemmer.”

Du kan læse hele bestyrelsesberetningen nedenfor (under Relateret media). Du finder også et link til Pædagogernes Pensions årsrapport, som netop er offentliggjort. Heri kan du læse meget mere om resultaterne for 2022. Ligeledes kan du læse om vores arbejde med ansvarlig investering og aktivt ejerskab i 2022 i Rapport om Samfundsansvar.

Årsrapport for Pædagogernes Pension 2022

Rapport om Samfundsansvar 2022

Kategorier

Kontakt

Sune Schackenfeldt

Sune Schackenfeldt

Pressekontakt Administrerende direktør

PBU - Pædagogernes Pension

Pædagogernes Pension er pædagogernes helt eget pensionsselskab, og vi er 100 % ejet af vores mere end 125.000 medlemmer. Vi forvalter en samlet pensionsformue på over 100 mia. kr. Det er vores ambition at tilbyde markedets bedste pensionsordning til pædagoger.

Pædagogernes Pension

Tuborg Boulevard 3
2900 Hellerup
Danmark