Pressemeddelelse -
Kafferegnskab peger i den rigtige retning
Kafferegnskab peger i den rigtige retning
De seneste års uforudsigelighed i kaffemarkederne påvirker fortsat indtjeningen hos Peter Larsen Kaffe. Der er dog positive takter at spore.
Peter Larsen Kaffe har netop offentliggjort regnskabet for 2025. Det viser et resultat på -1.289 tDKK., hvilket er lidt mere end 2 millioner kroner bedre end sidste års resultat på -3.443 tDKK.
”De historisk store udsving i kaffepriserne, på et historisk højt niveau, fortsatte i 2025 med at udfordre indtjeningen. Der er dog hen over året set en markant ændring i indtjeningen af den daglige drift, som isoleret set lander året med et positivt resultat. Dermed går vi ud af 2025 med en vished om, at de tiltag der er gjort i løbet af 2025, begynder at have effekt på driften. Resultatet peger i den rigtige retning ved afslutningen på 2025” udtaler Henrik Biilmann, som tiltrådte som ny administrerende direktør i Peter Larsen Kaffe den 1. juli 2025.
”Det er både et fokus på omkostningerne og på at sikre en konkurrencedygtig pris, som afspejler bevægelserne i kaffebønnernes pris, der forklarer den positive udvikling. Jeg skylder vores medarbejdere en stor ros for deres høje engagement og motivation til at drive udviklingen i den rigtige retning”, fortsætter Henrik Biilmann.
Holder fast i virksomhedens DNA
Det er i perioder som dem vi oplever i disse år, vigtigt at holde fast i grundværdierne. I vores tilfælde er høj kaffekvalitet, samt et stort ansvar for en stærk og levedygtig værdikæde hele vejen ud til kaffebønderne meget vigtig.
Kun på den måde kan vi sikre vores solide fundament og have mulighed for at udbygge vores investeringer i en fremtidssikret kaffeproduktion.
Vi tror fuldt og fast på, at fremtiden tilhører dem, der forfølger et højere formål med det at drive virksomhed end blot at tjene penge. Derfor står Peter Larsen Kaffe, med Löfbergs-koncernen i ryggen, som en virksomhed med tradition for udvikling, ansvarlighed og bæredygtighed stærkt rustet til fremtiden.
Samtidig bruger vi meget energi på i det daglige at have et stærkt team af dedikerede kollegaer, som sammen kan gribe de udfordringer og muligheder der hele tiden opstår i et så dynamisk marked som kaffemarkedet er.
Forventning til et positivt resultat i 2026
”Med den takt vi er gået ud af 2025 med, har vi en god tro på at vi bevæger os i den rigtige retning. Vi er der absolut ikke endnu og der er også et stykke vej til at vi kan være tilfredse med stabiliteten i resultatet, men forventningen er at 2026 vil ende på et positivt resultat” afslutter Henrik Biilmann.
For yderligere information kontakt:
Henrik Biilmann
Adm. Direktør, Peter Larsen Kaffe A/S
Mobil: +45 23 83 87 88
Emner
Kategorier
SAMLET OM KAFFEN
Vi vil inspirere endnu flere til bevidste kaffevalg, så koppen fyldes med god kvalitet og god samvittighed når vi er SAMLET OM KAFFEN. Kaffe nydes bedst i selskab med Peter Larsen Kaffe og andre du holder af.
PASSION FOR KAFFE SIDEN 1902
Siden 1902 har danskerne nydt godt af kvalitetskaffen fra Peter Larsen Kaffe i Viborg. I dag er vi en moderne kaffevirksomhed, som siden 2002 har været en del af Löfbergs Group i Sverige og vi er ca. 70 medarbejdere i Danmark.