Pressemeddelelse -

Ny MR-scanner skal fremme dansk forskning i Alzheimer og Multipel Sclerose

Det er Hvidovre Hospital, der har indgået aftale med Philips om leveringen af den nye 7T MR-scanner. Hvidovre Hospital bliver således det første hospital i Norden, der har mulighed for at udføre human 7T MR-scanning. Det forventes, at den nye scanner kan gøre Danmark førende inden for forskning i hjernesygdomme som Alzheimer og Multipel Sclerose.

Et ekstra stort magnetfelt i den nye MR-scanner medfører helt nye muligheder for dansk hjerneforskning. Med den nye scanner bliver det således væsentligt hurtigere at udføre kliniske scanninger. Samtidig gør den store magnetpåvirkning (svarende til 140.000 gange jordens magnetfelt) signalforskellene i hjernen større og mere tydelige, så forskerne får et klarere billede af, hvad der præcis foregår i hjernen i forbindelse med sygdomme som fx demens, Alzheimer og Multipel Sclerose.

Hvidovre Hospital og Philips har indgået aftalen om den nye 7T MR-scanner på baggrund af en donation til Hvidovre Hospital på i alt 66 millioner kroner fra The John & Birthe Meyer Foundation og Styrelsen for Forskning og Innovation. Indkøbet er led i et nationalt forskningsprojekt, der skal løfte dansk MR-forskning og -diagnostik op blandt de førende i verden.

På Hvidovre Hospital ser man frem til at styrke positionen i international forskning.

”I Danmark er vi allerede med helt fremme, når det kommer til forskning i fx Alzheimer. Og med det nye udstyr står vi endnu stærkere. Som det første hospital i Norden skal vi være med til at styrke international hjerneforskning og metaboliske undersøgelser på baggrund af 7T MR-scanninger. Samtidig håber vi, at den nye position gør os endnu mere attraktive for førende forskere fra udlandet,” siger Torben Ø. Pedersen, direktør for Hvidovre Hospital.

For Philips er ordren naturligvis også af stor betydning.

”Den nye scanner mere end fordobler magnetfeltet set i forhold til de scannere, der ellers er i brug i Danmark. Detaljerigdommen i billederne kan give unik indsigt i fx dannelsen af kræftceller og metaboliske processer, og styrke fx diagnosticeringen af alt fra forskellige former af kræft til svære neurologiske sygdomme som Alzheimer. Den nye forskning vil komme en masse patienter til gode, og det er vi meget stolte af,” siger Christian Hornstrup, direktør for Philips Healthcare Danmark.

Philips Healthcare Danmark

For mere information, kontakt venligst:
Käthryn Cars, Kommunikationschef
Philips Norden
Tlf.: +46 708 32 20 22
E-mail: kathryn.cars@philips.com

Hartwig Siebner, professor og forskningsleder
Funktions- og Billeddiagnostisk Enhed, Hvidovre Hospital.
Tlf.: +45 3862 6541.
E-mail: hartwig.siebner@hvh.regionh.dk

Emner

  • Sundhed, sundhedsvæsen, lægemidler

Kategorier

  • philips healthcare
  • mr-scanning
  • sundhed
  • human 7t mr-scanning

Om Royal Philips Electronics


Royal Philips Electronics, Holland (NYSE: PHG, AEX: PHI), er en global koncern med et bredt sortiment af produkter til sundhed og velvære med fokus på at forbedre menneskers livskvalitet via kontinuerlig innovation. Philips er førende i verden inden for produkter til sundhed og velvære samt livsstil og teknologi, og tilbyder produkter, tjenester og tekniske løsninger med mennesket i fokus og i overensstemmelse med varemærkeløftet ”sense and simplicity”. Philips har hovedsæde i Holland og har over 120.000 ansatte i flere end 100 lande. Med en årsomsætning på EUR 22.3 mia. i 2010 er koncernen markedsleder inden for medicinsk udstyr til billeddiagnosticering af hjertesygdomme og akut patientovervågning, energieffektive belysningsløsninger, husholdningsapparater og produkter til personlig pleje samt forbrugerelektronik med en stærk førerposition inden for barbermaskiner, trimmere, bærbare underholdningsprodukter og el-tandbørster. Nyheder fra og informationer om Philips findes på www.philips.dk/presse


Kontakt

Anne-Cathrine Tjørnehøj

Pressekontakt Press Contact for Lighting Philips Lighting Tel: +45 403 308 06

Anna Ekholm

Pressekontakt Sr Marketing Specialist Healthcare Nordic +46 708322109

Relateret materiale