Pressemeddelelse -

​PKA investerer milliardbeløb i grønne obligationer

Pensionskassen PKA, der blandt andet sørger for pension til sygeplejersker, socialpædagoger, fysioterapeuter og farmakonomer, investerer 1,5 milliarder kroner i grønne obligationer.

Det er den hollandske stat, der har udstedt de grønne obligationer. Pengene skal blandt andet gå til mere vedvarende energi, klimavenlige transport og klimatilpasningsprojekter. Det er PKA’s anden store investering i hollandske grønne statsobligationer.

Administrerende direktør i PKA Peter Damgaard Jensen glæder sig over at kunne bidrage til den grønne omstilling gennem obligationsinvesteringen.

”Det kræver enormt store beløb at få skabt den nødvendige grønne omstilling af vores samfund, og det er en opgave, der ikke kan løftes af de offentlige pengekasser alene. Derfor er det glædeligt, at vi som privat investor kan gå ind og bidrage til finansieringen af en række grønne projekter, som f.eks. her i Holland, samtidig med at vi kan føje en fornuftig investering med en lav risiko til vores portefølje,” siger Peter Damgaard Jensen.

Der var stor interesse fra forskellige investorer for at få fat på de grønne obligationer. Udstedelsen var i alt på 7,5 mia. kr. og det lykkedes altså PKA at tildelt 20% af den samlede udstedelse.

Runder 3,5 milliarder i grønne obligationer

Med den nyeste investering krydser PKA’s samlede portefølje af grønne obligationer 3,5 milliarder kroner. Pensionskassen har planer om at øge det tal yderligere i de kommende år.

”Obligationer er et investeringsområde, der helt naturligt fylder meget i en pensionskasses investeringer, og derfor er det vigtigt, at vi også tænker det ind i vores arbejde med klimainvesteringer. Vi kommer ikke til at gå på kompromis med krav til afkast og risiko, men vi har det sådan, at hvis vi står med to ens obligationer, hvor den ene er grøn, og den anden ikke er, så vælger vi den grønne,” siger Peter Damgaard Jensen.

Related links

Emner

  • Økonomi, finans

PKA har en samlet formue på 300 mia. kr. og administrerer pensioner for fire pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet. PKA har godt 320.000 medlemmer, som er sikret pensionsordning via overenskomster, og selvstændige eller privatansatte uden for overenskomst kan også blive medlem i PKA.

Relateret materiale