Pressemeddelelse -

Polestar samarbejder med modebranchen for at fremme klimaneutral tekstil-innovation som led i Polestar 0-projektet

Det svenske elbilmærke Polestar er partner for Global Fashion Summit 2022, der løber af stablen den 7.-8. juni i København. Global Fashion Summit er et internationalt forum med fokus på bæredygtighed i modeindustrien og samler aktører fra modebranchen, politiske beslutningstagere og interessenter fra en række forskellige brancher. Hovedtemaet i år er "Alliancer i en ny æra", der netop peger på vigtigheden af samarbejder på tværs af industrier.

Polestar er det eneste bilmærke, der er involveret i dette års event, og deltager med formålet om at finde flere partnere til det ambitiøse Polestar 0-projekt, der går ud på at skabe en klimaneutral bil inden 2030 uden brug af klimakompensationer.

Nøglen til at nå i mål med projektet kræver ifølge Polestar blandt andet innovation inden for tekstiler, og her spiller modebranchen naturligt en stor rolle. I forlængelse af Polestars annoncering og invitation til nye Polestar 0-samarbejdspartnere tidligere på året er det svenske bilmærke derfor igen på udkig efter potentielle partnere inden for tekstilindustrien - og det sker blandt andet ved paneldiskussioner og netværksmøder til årets Global Fashion Summit.

"Den største hindring for bæredygtig innovation er manglen på fantasi - vi er nødt til at gentænke alt for at skabe reelle forandringer. Det begynder med samarbejde både inden og uden for vores branche," siger Fredrika Klarén, Head of Sustainability hos Polestar. "Især tekstiler og bløde interiørmaterialer er fortsat en stor udfordring i vores bestræbelser på at opnå klimaneutralitet."

Mode-og transportindustrien står begge for en stor del af de globale emissioner. Potentialet for reduktion af emissioner er derfor enormt og endnu større ved at samarbejde.. [1],[2].

Fredrika Klarén fortsætter: "Mode- og bilindustrien er to store udledere af CO2e-emissioner. Begge brancher har mange komplekse udfordringer til fælles, når det gælder bæredygtighed i forbindelse med ressourceforbrug og transparens. Vi befinder os nu i "klimaårtiet", og her er det ikke nok at arbejde isoleret i egne siloer."

Federica Marchionni, der er CEO for Global Fashion Agenda, siger: "At få Polestar med som partner til dette års Summit er essensen af det, vi ønskede at opnå med vores nye og udvidede tvær-industrielle samarbejder. Polestar går forrest med grøn mobilitet med ambitiøse målsætninger og kort tidsfrist. Og en stor inspiration for modebranchen - særligt når det kommer til radikale forandringer frem for gradvise forbedringer. For dem, der arbejder med mere bæredygtige materialer og tekstiler, vil Polestars invitation til nye samarbejdspartnere, være en fantastisk mulighed og case til at udforske mulighed for innovation indenfor nye områder.”

Bemærkninger til redaktører

Mød Polestar i København
Hvis du planlægger at deltage til Global Fashion Summit i København og er interesseret i at tale med Polestar, skal du endelig række ud. Repræsentanter fra Polestar Design, Bæredygtighed, Partnerskab og R&D vil være til stede og står til rådighed for møder og interviews mellem den 7.-8. juni.

Om Polestars 0-projekt
Polestar 0-projektet er Polestars såkaldte moonshot-mål, der går ud på at skabe en klimaneutral bil inden 2030, og som blev annonceret i virksomhedens første årsberetning offentliggjort i april 2021. Polestar 0-projektet har til formål at reducere CO2-emissionerne ved at ændre den måde, som biler fremstilles på frem for andre metoder som klimakompensation og plantning af træer. Projektet er rettet mod det, som Polestar kan måle og kontrollere: nul CO2-emissioner i produktionen af bilen, levering til kunden og levetiden på bilerne. Brugsfasen af en elbil kan allerede i dag være tæt på klimaneutral, hvis bilen oplades med vedvarende energi.

Bæredygtighed hos Polestar
Bæredygtighed er en del af Polestars DNA og driver virksomhedens mission om at accelerere skiftet til mere bæredygtig mobilitet. Polestars bæredygtighedsstrategi centrerer sig omkring fire søjler: klimaneutralitet, transparens, cirkularitet og inklusion. Læs mere om dem her: https://www.polestar.com/sustainability/

Rapportering
Find mere information i Polestars årsberetning og bæredygtighedsrapport her: https://reports.polestar.com/

[1] https://www.europarl.europa.eu/news/en/headlines/society/20201208STO93327/the-impact-of-textile-production-and-waste-on-the-environment-infographic

[2] https://www.iea.org/topics/transport

Emner

  • Miljø, energi

Om Polestar

Polestar blev etableret som en selvstændigt svensk producent af elektriske premium-køretøjer i 2017. Polestar er grundlagt af Volvo Cars og Geely Holding og drager fordel af specifikke teknologiske og tekniske synergier med Volvo Cars samt de betydelige stordriftsfordele, der følger heraf.

Virksomheden har hovedkvarter i Göteborg i Sverige og sælger sine biler på markeder globalt i Europa, Nordamerika og Kina. I 2023 planlægger Polestar at være tilstede i 30 markeder på globalt plan. Polestar-biler fremstilles i øjeblikket på to anlæg i Kina, og der er planlagt yderligere produktion i USA.

I Danmark ligger det lokale Polestar-kontor i Søborg. Det første Polestar Space er åbnet i København, og desuden er der åbnet yderligere fem Polestar Destinations beliggende i Nærum, Vallensbæk, Vejle, Aarhus og Aalborg.

Polestar har produceret to elektrificerede performance-biler. Polestar 1 blev bygget i årene 2019-2021 og er en lavvolumen elektrisk performance hybrid-GT med et kulfiberkarrosseri, 609 hk, 1.000 Nm og en ren elektrisk rækkevidde på 124 km (WLTP), - den længste af en hvilken som helst hybridbil i verden.

Polestar 2 er en sedan og virksomhedens første højtydende 100% rene elbil. Polestar 2 omfatter tre varianter med en kombination af batterier på op til 78 kWh med lang/standard rækkevidde, og med dual-/singlemotor med op til 300 kW / 408 hk og 660 Nm.

Inden for de kommende tre år planlægger Polestar at lancere et nyt elektrificeret køretøj om året, startende med Polestar 3 i 2022 - virksomhedens første elektriske performance SUV. Polestar 4 forventes at følge i 2023, en mindre elektrisk performance SUV-coupé.

Polestar 5 elektrisk performance 4-dørs GT planlægges at blive lanceret som produktionsudgaven af Polestar Precept - pioner-modellen, som Polestar lancerede i 2020, og som viser virksomhedens fremtidsvision med hensyn til design, teknologi og bæredygtighed. Da virksomheden søger at reducere sin klimapåvirkning med hver ny model, sigter Polestar efter at producere en fuldstændig klimaneutral bil inden 2030.

Kontakt

Marlene Hyre-Dybbro

Pressekontakt PR & Communications Denmark

Relateret materiale