Luthersk Mission

Odensepar tilknyttet som missionærer i Cambodja

Pressemeddelelse   •   Okt 24, 2017 11:25 CEST

Det færøsk-danske ægtepar Turið og Aage Dyssegaard fra Odense er blevet tilknyttet organisationen Luthersk Mission i Cambodja.

Parret har i mange år boet i Odense, hvor Aage Dyssegaard har arbejdet som lærer på den kristne friskole Kratholmskolen. De har to børn – Freja og Bjørk.

I slutningen af 2016 rejste familien til Cambodjas hovedstad Phnom Penh, så Aage Dyssegaard kunne arbejde på den kristne skole Hope International School. Her underviser han i idræt og videnskab og har desuden et ”fri fra mobberi”-program i en række klasser

Siden i sommer har Aage Dyssegaard også haft til opgave at undervise nogle af de danske børn i Phnom Penh, hvis forældre er ansat af Luthersk Mission.

Nu er parret så blevet tilknyttet som missionærer for Luthersk Mission. Det betyder, at organisationen står bag dem med kollegial opbakning og forbøn.

Svært at vænne sig til et fremmed sprog

Det sværeste at vænne sig til er sproget, fortæller familien – særligt for børnene, der skal snakke engelsk hele tiden i skolen. Det har gjort det svært for dem at få venner, særligt for Bjørk på 7, som ikke forstår så meget engelsk endnu.

Derfor har det betydet meget for familien Dyssegaard at blive inviteret med ind i fællesskabet blandt LM’s udsendte missionærfamilier, som bor lige i nærheden.

”Det sociale netværk med de danske missionærer betyder rigtig meget. De er ligesom blevet vores familie herude. Børnene elsker det, de føler sig trygge. Deres trivsel er vigtig for, at vi kan arbejde herude,” fortæller Turið og Aage Dyssegaard.

Med tilknytningen bliver parret Luthersk Missions sjette missionær-enhed i landet, som ud over Phnom Penh er placeret i byen Siem Reap i det nordlige Cambodja.

Her er de engageret i sundhedsarbejde, hjælp til tidligere prostituerede, arbejde blandt studerende, teologisk undervisning og menighedsarbejde.

Læs mere om Luthersk Missions arbejde i Cambodja.

Luthersk Mission er den organisation i Danmark, der har flest missionærer udsendt - i øjeblikket omkring 40 missionærer og volontører. De arbejder blandt andet med bibelundervisning, sundheds- og litteraturarbejde i Peru, Cambodja, Tanzania, Etiopien og Grønland.