Pressemeddelelse -

Arbejdernes Landsbank lukker 2017 med historisk stærkt resultat

Med et rekordstort overskud på 1.304 mio. kr. før skat og en egenkapitalforrentning på 21 pct. har Arbejdernes Landsbank opnået et særdeles tilfredsstillende resultat for 2017. Det er blandt andet en solid vækst i kerneforretningen, et fortsat lavt niveau for nedskrivninger og en urealiseret kursgevinst på Alka-aktier, som sikrer banken det stærke resultat. 

Resultatet på 1.304 mio. kr. før skat og 1.155 mio. kr. efter skat er det bedste i Arbejdernes Landsbanks snart 100-årige historie, og det understreger ifølge ordførende direktør, Gert R. Jonassen, den positive udvikling, som banken har været igennem de seneste år. 

”Vi er super tilfredse med resultatet. Det er historisk stærkt, og det bekræfter på alle måder, at 2017 har været et fantastisk år i Arbejdernes Landsbank. Vi oplever en solid vækst i kerneforretningen, og kunderne strømmer fortsat til. Alene i 2017 blev det netto til knap 10.000 nye kunder. Samtidig har vores fondsresultater udviklet sig meget positivt i løbet af året, og det har naturligvis også påvirket regnskabet i positiv retning,” siger ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank Gert R. Jonassen og fortsætter: 

”Udover stærke finansielle resultater kan vi også se tilbage på et regnskabsår, hvor vi for 9. år i træk er kåret som danskernes foretrukne bank. Det er vi utroligt stolte over - særligt i et marked, hvor konkurrencen er benhård.” 

Den urealiserede kursgevinst på Alka-aktierne har yderligere løftet resultatet markant med mere end 500 mio. kr. Ser man på resultatet før denne kursgevinst, havde banken i forvejen opnået et historisk stort overskud for 2017 på knap 800 mio. kr. 

Faldende nedskrivninger og stigende omkostninger

De positive tendenser i dansk økonomi bidrager til et nedskrivningsniveau for banken, som ligger tæt på 0 pct. De faldende nedskrivninger opvejes til gengæld af en stigning i omkostninger på 9,7 pct. sammenlignet med 2016. Den markante stigning skyldes blandt andet en massiv investering i nye digitale services. 

”De stigende omkostninger er et udtryk for, at vi investerer i forbedring af både den fysiske og den digitale kundeservice. Investeringerne på den digitale front bygger på en klar ambition om at kunne tilbyde kunderne de bedste digitale løsninger, der sammen med den personlige kontakt, kan løfte kundeoplevelsen og sikre, at vi hele tiden er i stand til at kunne imødekomme kundernes krav til en nærværende bank. Kombinationen med personlig rådgivning i vores 70 filialer sammen med de nyeste digitale services er nøglen til en høj kundetilfredshed, hvilket er et grundvilkår for en fortsat positiv udvikling af vores forretning,” slutter Gert R. Jonassen. 

For 2018 forventer Arbejdernes Landsbank et resultat før skat i niveauet 300-400 mio. kr., og at egenkapitalen forrentes med 5-6 pct. før skat.

Emner

  • Økonomi, finans

Arbejdernes Landsbank er den 7. største bank i Danmark. Banken har ca. 1.100 ansatte og omkring 270.000 kunder. Alene i 2016 voksede banken med 10.000 kunder – og året før kom 7.000 flere kunder til banken.

Arbejdernes Landsbank er i 2017 kåret til ”danskernes foretrukne bank” for 8. år i træk i den største uafhængige undersøgelse af danske banker. Banken har 70 filialer fordelt over hele landet.

Kontakt

Jesper Bjerrehuus

Pressekontakt Kommunikations- og pressechef 40 84 29 84