Gå til indhold
En tegning af den dengang 15-årige Vilhelm Hammershøi, som netop er blevet solgt på auktion til 190.000 kr.
En tegning af den dengang 15-årige Vilhelm Hammershøi, som netop er blevet solgt på auktion til 190.000 kr.

Pressemeddelelse -

Værdifulde Hammershøi børnetegninger solgt på auktion

Tirsdag eftermiddag solgte Bruun Rasmussen Kunstauktioner fem tegninger og malerier lavet af en purung Vilhelm Hammershøi. Gem dine børns tegninger; de kan være mange penge værd, især hvis de udvikler sig til at være Danmarks dyrest sælgende kunstner

Bruun Rasmussen slog tirsdag eftermiddag dørene op til årets sidste Bredgade-auktion og solgte fem tegninger og malerier lavet af Vilhelm Hammershøi fra han var ni til 18 år gammel. De gik for en samlet pris af 672.000 kr.

I en tegning af geometriske modeller viser en blot 15-årig Hammershøi, at han allerede har fundet frem til yndlingsfarven grå. Han arbejder også med de skygger, der senere skulle gøre ham verdensberømt og skaffe ham auktionsrekord med salget af maleriet ”Interiør fra Strandgade 30” til svimlende 31,5 mio. kr. Det skete for et år siden hos Bruun Rasmussen.

Julie Arendse Voss er leder af Bruun Rasmussens afdeling for ældre malerier. Hun er både stolt og glad for resultatet af auktionen: ” Man skal bare sige navnet Hammershøi, og så er folk interesserede. Det blev igen slået fast, da en samling af tidlige værker blev solgt til 672.000 kr. Selvom han er ung, afspejler tegningerne hans store talent i en tidlig alder, og man kan allerede her se, at han mestrede lys og skygge og de grå farver, som senere skulle gøre ham verdenskendt,” udtaler hun.

En støttende mor

Frederikke Hammershøi var Vilhelm Hammershøis mor. Hun så allerede tidligt lyset i sin talentfulde søn og havde en usvigelig tro på hans kunstneriske virke.

Helt tilbage fra hans allertidligste barndom og hele livet igennem samlede hun stort set al materiale af og om sønnen i form af børnetegninger, avisudklip og regnskab over hans tegneundervisning i flere scrapbøger.

Den tidligste tegning, der var på auktion, er tegnet af en blot ni-årig Vilhelm Hammershøi, der redder en papegøje. På bagsiden har Vilhelms mor skrevet øverst med bly: ”Vilhelm paa Fangst efter en Papegøje, Frederiksberg Allé. Sommer 1873. Tegnet af Vilhelm 1873.” Og nedenunder med pen: “Vilhelm befrier en Papegóje. som er bleven hængende idet en kjæde, som den havde om Benet havde slynget sig om en Kvist paa et Træ i Frederiksberg Allé. Mange Tilskuere samles.” Det blev den billigste af de fem børneværker til en pris på 22.000 kr.

Tegningerne kommer fra en privat samling og har ikke tidligere været til salg.

Fakta:

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første Netauktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de Traditionelle Auktioner, de daglige Netauktioner og seneste skud på stammen, Direkte Auktion. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Kontakt

Julie Arendse Voss

Julie Arendse Voss

Afdelingsleder Ældre kunst +45 8818 1123

Relateret materiale

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network

“Første, anden, tredje. Solgt til kvinden på første række“. I mere end 75 år har auktionshuset Bruun Rasmussen svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 købt af det engelske auktionshus Bonhams, der blev grundlagt i England i 1793 og i dag er et af verdens førende. Vi er nu en del af et internationalt netværk med global rækkevidde og markedsfører og sælger derfor kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne. Det betyder også, at vi i netværket tilbyder flere end 60 kategorier af genstande på vores auktioner.

Kunst og troværdighed er hjertet i alt, hvad vi gør. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden om kunsten og tendenserne på markedet. Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen, og i Bonhams’ netværk deler vi viden og sparrer på tværs af landegrænser med et stort antal internationale specialister. Kun på den måde kan vi give den optimale vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå de højeste hammerslag til fordel for vores kunder.

Tradition og fornyelse går hånd i hånd. Hos Bruun Rasmussen er vi et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie. Omdrejningspunktet for virksomheden er de to typer auktioner – Onlineauktion og Traditionel Auktion. Hver uge sætter vi flere end tusinde genstande under hammeren på bruun-rasmussen.dk og adskillige gange om året i auktionssalen. Vi er stolte af at sælge kunst og design i stort set alle genrer og prisklasser til og for mennesker over hele verden, der er drevet af den samme passion som os.

Vi vil gerne være levende kulturhus, og siden efteråret 2023 har vi været placeret i Lyngby nord for København i vores nye, moderne hovedsæde. Her kan man ikke alene gå på opdagelse blandt alle de udstillede kunstgenstande og byde med på de spændende auktioner. Man kan også møde vores specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre spændende foredrag og deltage i kulturelle events. Vi har ligeledes en afdeling i Aarhus og Glostrup og tager løbende på vurderingsture både i Danmark og udlandet. Vores mål er altid at være tilgængelige, og at alle skal have en god oplevelse hos os.

Velkommen hos Bruun Rasmussen – vi hjælper dig til et godt køb eller salg!

Bruun Rasmussen – Part of the Bonhams Network
Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum