Gå til indhold
Anna Anchers maleri af datteren Helga indbragte 1,1 mio. kr. og en verdensrekord hos Bruun Rasmussen
Anna Anchers maleri af datteren Helga indbragte 1,1 mio. kr. og en verdensrekord hos Bruun Rasmussen

Pressemeddelelse -

Verdensrekord til kvindelige kunstnere

Bruun Rasmussen sætter fokus på kvindelige kunstnere, og tirsdag aften blev hammerslag på et maleri af Anna Ancher til 1,1 mio. kr og et portræt malet af Bertha Wegmann til 3,1 mio. kr. til hele to verdensrekorder.

Stærke kvindestemmer er gennem tiden ikke blevet tildelt deres rette plads i kunsthistorien. I lighed med en række museer og forskere har Bruun Rasmussen derfor fokus på kvindelige kunstnere på vores auktioner.

Temaet blev sat fra land med et blik på anden halvdel af 1800-tallet med salg af blandt andre Bertha Wegmann og Anna Ancher, der begge gav millionhammerslag, da Alexa Bruun Rasmussen stod på podiet. Bertha Wegmann var en af de første professionelle kvindelige kunstnere i Danmark. Hun slog igennem internationalt og herhjemme blev hun en af tidens førende portrætmalere, der skildrede den økonomiske og kulturelle elite. Bruun Rasmussen solgte hendes vidunderlige portræt af den unge Marie Triepcke, der blev gift med skagensmaleren P.S. Krøyer. Maleriet var vurderet til 1,5-2 mio. kr. og blev solgt for 3,1 mio. kr.

Ligesom hovedpersonen fra Wegmanns portræt var maleren bag aftenens anden verdensrekord gift med en skagensmaler. Anna Anchers billede af datteren Helga med titlen ”Ung pige ved sit arbejde” blev solgt for 1,1 mio. kr.

”Vi har satset stort på kvinderne, og det gav pote med to fantastiske verdensrekorder. Det fokus fortsætter fremadrettet. Alt står i kvindernes tegn i øjeblikket, og vi har en forventning om, at priserne bliv er ved med at stige. Og det har de også fortjent, kvinderne,” siger Julie Arendse Voss, leder af afdelingen for ældre kunst hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Kvindelige kunstnere ud af glemmebogen

Det er netop nu 100 år siden, at ”Den Frie” åbnede dørene for den skelsættende “Kvindelige Kunstneres retrospektive Udstilling”, hvis formål var at demonstrere kvindernes talenter. I den mellemliggende periode er mange af disse kunstnere desværre gået i glemmebogen.

”På årets sidste auktion i Bredgade indleder vi vores nye fokus på kunstens kvinder, og det er vores håb, at vi kommer til at kaste nyt lys over den gængse kunsthistorie, hvor mange talentfulde kvinder er blevet overset. Det er ingen hemmelighed, at kvindekønnet og kunsten gennem tiden er blevet opfattet som et modsætningsforhold, og at datidens kønsrollemønstre stod i vejen for mange kvinders kunstkarrierer,” siger Julie Arendse Voss, leder af afdelingen for ældre kunst hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

På trods af den kønsmæssige skævvridning i kunsthistorieskrivningen, og at kvinder først fik adgang til kunstakademiet på lige fod med deres mandlige kollegaer i 1908, var der allerede i 1800-tallet kvinder, der levede for og af deres kunst og blev anerkendt i samtiden. Blandt dem var Bertha Wegmann og Anna Ancher.

Bruun Rasmussen solgte også malerier af andre kvindelige kunstnerefra perioden 1850’erne til begyndelsen af 1900-tallet – heriblandt Emilie Mundt, Anna Ancher, Agnes Slott-Møller og Helvig Kinch. Sidstnævnte opnåede også en verdensrekord med billedet ”Påfugle”, der blev solgt for 48.000 kr.

Museumskøb

Tre museer købte ind til samlingerne på auktionen tirsdag. Ordrupgaard købte tre værker af L.A. Ring;et maleri med titlerne ”En landevej med en landsby i baggrunden”, ”Gade. St. Jørgensberg. I Forgrunden en Jernstang fastjort som Rækværk paa tilhuggede Granitstene. Paa den anden side af Vejen en Kampestenssætning. Lysegraa luft” og slutteligt ”De Blinde”. De tre malerier af L.A. Ring kan nydes, når Ordupgaard genåbner i maj 2021.

Faaborg Museum investerede i maleriet ”En fremmed” af den fynske maler Fritz Syberg.

Museum Salling købte til Skive Museums kunstsamling to værker af Christen Dalsgaard med titlerne ”Ung pige, der skriver brev” og ”Jo, han har brev”. 

Emner

Kategorier


_________________________________________________________________________________

Bruun Rasmussen Kunstauktioner er ét af Danmarks ældste auktionshuse og er samtidig blandt Skandinaviens førende. Det hele startede den 6. oktober 1948, hvor Arne Bruun Rasmussen lod hammeren falde for første gang i auktionssalen i Bredgade 33 i København. I dag ledes den familiedrevne virksomhed af Jesper Bruun Rasmussen og den tredje generation af familien, hans søn Frederik og datter Alexa samt auktionshusets administrerende direktør Jakob Dupont.

I 2004 blev den første Netauktion lanceret, og i dag er auktionshuset udbygget med afdelinger i København og Aarhus samt repræsentation i Sverige, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Luxemborg, Spanien, Italien, Thailand og USA. Omkring 100.000 effekter udbydes årligt på de Traditionelle Auktioner, de daglige Netauktioner og seneste skud på stammen, Direkte Auktion. Her er udbudt alt fra kunst, antikviteter, moderne design og smykker til bøger, mønter, frimærker, vin og våben.


Kontakt

Julie Arendse Voss

Julie Arendse Voss

Afdelingsleder Ældre kunst +45 8818 1123

Relateret materiale

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Bruun Rasmussen har siden 1948 svinget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter som vin, bøger, mønter og frimærker. Som danskernes foretrukne auktionshus sælger vi hvert år over 75.000 emner på vores Onlineauktioner på bruun-rasmussen.dk og Liveauktioner i auktionssalen i Lyngby.

Vores specialister er de mest erfarne og kompetente i branchen. Arbejdet i auktionshuset stiller store krav til vores viden og tendenserne på markedet. På den måde kan vi give en optimal vurdering og rådgivning, som er blevet vores varemærke – og dermed tilbyde det bedste på alle hylder og opnå høje hammerslag til fordel for vores kunder.

Bruun Rasmussen er et af Europas mest moderne og digitale auktionshuse, og det er naturligt for os at forandre os i takt med tiden. Fornyelse er en del af vores DNA, men vi er samtidig dybt forankret i vores historie.

Efter at have været familieejet gennem tre generationer blev vi i 2022 en del af det internationale netværk ”Bonhams Network” med global rækkevidde og specialister over hele verden. Det betyder, at vi markedsfører og sælger kunsten, hvor i verden det giver bedst mening i forhold til køberne.

Bruun Rasmussen Kunstauktioner

Nørgaardsvej 3
2800 Kongens Lyngby
Danmark

Besøg vores andre nyhedsrum