Blogindlæg -

Den grønne vej til fremtiden

Af Kim Rahbek Hansen, formand & Mikkel Wesselhoff, adm. direktør

Vi er ikke så gode til at prale på Lolland-Falster, men når det handler om energi, grøn omstilling og klima, så er det ærlig talt svært at lade være. Hvor mange andre landsdele kan ligesom os sige, at vi producerer ca. syv gange mere vind- og solenergi end vores samlede energiforbrug? Os bekendt ingen.

Men vi vil endnu videre ad den vej, og det seneste eksempel på de grønne ambitioner på Lolland-Falster er biogas. Lokale kræfter inden for erhverv og landbrug har i samarbejde med brancheeksperter gennem længere tid arbejdet for lokal produktion af biogas, og få få dage siden kom det endelige gennembrud for denne indsats.

Biogas produceres typisk af restprodukter fra landbruget og er derfor en helt oplagt energiressource i vores landsdel. Men ligesom vindmøller først giver rigtig mening, hvis man kan sende vindmøllestrømmen ud i elnettet, giver lokal biogasproduktion også først mening, hvis gassen kan sendes videre ud i nettet. Derfor har vi bedt regeringen om at koble Lolland-Falster på det landsdækkende gasnet via en gasledning fra Sjælland, og den har lyttet og handlet. Som omtalt andetsteds i denne udgivelse har regeringen og de fleste øvrige partier netop truffet beslutning om en gasledning til Lolland-Falster.

Gasledningen åbner helt nye døre til bæredygtig energiproduktion og -forbrug især for landbrug og industri, men vi skal også have fokus på de ændringer, vi hver især kan skabe inden for vores egen matrikel. For den enkelte virksomhed kan selvfølgelig også gøre en forskel i forhold til at agere mere bæredygtigt. Kan vi levere det samme output med et lavere energiforbrug eller med mindre spild? Selvfølgelig kan vi det. Det er ikke nødvendigvis nemt, men det er nemt at forstå, at det er nødvendigt.

Vi har åbenlyst et ansvar for bringe klimaet i balance, og der er god grund til at tro, at des bedre vi klarer den opgave, jo rigere bliver vi. For bæredygtighed bliver i stigende grad et vigtigt element i konkurrencen. Det gælder ikke blot for virksomheder, der bruger bæredygtig energi. Det gælder også i turismesektoren. Knap halvdelen af alle tyskere er såkaldt grønne idealister. Det betyder, at de ikke bare synes bæredygtige løsninger er en god ide, men at bæredygtighed slet og ret kan være afgørende for, om de vælger et ferietilbud til eller fra.

Der venter en lang og udfordrende rejse forude for Lolland-Falsters erhvervsvirksomheder og turismevirksomheder i forhold til at omstille både drift og adfærd til at være langt mere bæredygtig. Den gode nyhed er imidlertid, at vores muligheder for at komme langt sandsynligvis er en del bedre end de fleste andre landsdele.

Blandt andet fordi landsdelens omfattende landbrugssektor har et stort potentiale for reducere af CO2-udledningen, særligt hvis lokal biogasproduktion bliver en realitet.. Men også fordi har vi har en erhvervsprofil, som relativt hurtigt kan høste gevinsten af en grøn omstilling. Det gælder de energikrævende industrivirksomheder, det gælder turismesektoren, og det gælder de mange håndværksmestre og entreprenører, som er centrale i udførelsen i de mange nye bæredygtige installationer, tilpasninger og byggerier.

Det lyder som skøn musik, men vi må ikke glemme, at der også er en B-side. For alternativet til at at gå i bæredygtighedens retning er at miste konkurrenceevne, tabe turismeomsætning og se ordrebogen svinde ind. Derfor har Lolland og Guldborgsund kommuner sammen med Business Lolland-Falster vedtaget en vision for erhvervslivets vækst og udvikling på Lolland-Falster, der skal holde os på sporet. For klimaets skyld, for vækstens skyld - ja, slet og ret for vores egen skyld.

Vi kalder denne vision for "Business i Balance med Naturen", og vi føler os overbevist om, at erhvervet, landbruget og turismen på Lolland-Falsters er i stand til at holde balancen og stå distancen på vejen mod en mere bæredygtig fremtid. Vi har allerede en grønnere profil end de fleste og med Femern Bælt-byggeriet kan vi se ind i nogle år med erhvervsaktivitet langt over normalen. Det er ikke så skidt endda.

Emner

  • Miljø, energi

Regions

  • Hovedstaden

Kontakt

Mikkel Wesselhoff

Pressekontakt CEO, Business Lolland-Falster 4038 2436