Pressemeddelelse -

Hvordan ser fremtidens servicestation ud? Forvandlet Circle K butik inviterer til House Warming, hvor Circle K’s partnerskab med IONITY, der har etableret high power ladestandere til elbiler på en række stationer, officielt indvies.

Det er en tradition at invitere til House Warming, når man har bygget nyt eller flytter i nye lokaler. Hos Circle K i Nyborg (ved motorvejen) bliver du mødt af en helt ny butik, som adskiller sig markant fra det, man traditionelt møder, når bilen eller maven skal fyldes op. Derfor inviterer Circle K alle kunder til House Warming fredag d. 8. februar, hvor partnerskabet med IONITY også officielt indvies.

Fremtidens servicestation

Circle K har en ambition om at være danskernes foretrukne destination for god og velsmagende mad og brændstof. Kigger vi 10-20 år tilbage var billedet af tankstationer helt andet, end det er i dag.

Fokus på råvarer og kvalitet

Mange forbinder tankstationer med en tyk lugt af friture, svedne pølser og daggammel kaffe. Men Circle K går nye veje for at imødekomme et stadig større ønske fra deres kunder om mad lavet på gode råvarer og med masser af smag. Ginger shots, cafe latte og smoothies suppleres nu af et nyt madkoncept med bl.a. lasagne, kylling i karry og pizzaer lavet på håndæltede bunde.

”Vi har glædet os rigtig meget til, at vores nye butik blev færdig. Det er jo noget helt andet, end det kunderne er vant til at se. Alt i butikken er nyt, lyst og venligt og vi har lagt vægt på, at her skal være rart at holde en velfortjent pause. Derfor har vi gjort lidt ekstra ud af, at man i rolige og hyggelige omgivelser kan nyde sin mad og drikke, og vi har også fået nyt på menukortet. Mad på farten kan sagtens både smage godt og være lavet på friske råvarer,” fortæller Tom Graven-Lauritzen, som er Senior Director for Retail hos Circle K.

Officiel indvielse af partnerskab med IONITY

Et af fremtidens brændstoffer er el, og Circle K og IONITY er derfor gået sammen med det formål at realisere et europæisk netværk. IONITY er oprettet af BMW Group, Daimler, Ford og Volkswagen Group med Audi og Porsche. Ambitionen er at etablere et ladenetværk i 24 lande, som muliggør langdistancerejser mellem opladningsstandere langs motorveje og større veje på tværs af Europa, hvilket ikke har været muligt for de fleste elbiler indtil nu. Laderstanderne er med høj effekt med 350 kW (CCS-standard), og de kan anvendes af nuværende som fremtidige køretøjer.

Circle K har lavet et samarbejde med IONITY på tværs af landegrænser. Det betyder, at netværket også kommer til at være i Norge, Sverige og de baltiske lande. I Danmark er der åbnet elladestandere i Aabenraa, Nørager og Skanderborg og i slutningen af februar åbner den sidste i Fredericia.

”I Circle K tror vi på, at el transport er en del af de fremtidige brændstofsløsninger. Vi er glade for at samarbejde med en partner med høje ambitioner. Circle K’s ambition er at være knudepunkt for folk på farten, uanset om de kører i elbiler, på benzin eller diesel eller noget helt andet,” udtaler Senior Fuel Director i Circle K, Steen Hansen.

Hos IONITY er der også stor tilfredshed med samarbejdet. ”Det er en glæde, at vi nu kan åbne et netværk af high power ladestandere til elbiler, som lægger grundlaget for langdistancekørsel med elbil i Danmark” udtaler Jan Haugen Ihle, Regionsdirektør for Nordeuropa hos IONITY.

Fredag d. 8. februar bliver derfor en festdag, hvor alle inviteres indenfor i den nye butik til smagsprøver og halv pris på udvalgt mad fra menukortet. Klokken 10 vil der være officiel indvielse af samarbejdet mellem Circle K og IONITY på forpladsen.

Der vil være korte taler fra Tom Graven-Lauritzen og Steen Hansen fra Circle K, Jan Haugen Ihle fra IONITY og Morten Messer Thomsen fra Elbilforeningen, FDEL. Efter den røde snor er klippet, vil Jan Haugen Ihle demonstrere, hvordan en ladning af en elbil foregår, og der vil være mulighed for at stille uddybende spørgsmål til de 3 ovennævnte.

***


For yderligere information til pressemeddelelsen kontakt venligst:


Tom Graven-Lauritzen, Senior Director Retail, Circle K, tel: 20 84 01 28.

Mail: tom.graven-lauritzen@circlekeurope.com

Steen Hansen, Senior Director Fuel, Circle K, tel: 41 37 9954.

Mail: steen.hansen@circlekeurope.com

Jan Haugen Ihle, Regionsdirektør for Nordeuropa, IONITY, tel: +47 907 45 215

Mail: jan.ihle@ionity.eu

Emner

  • Biltrafik

Kategorier

  • ionity
  • elladestander
  • fremtidens energi
  • circle k
  • logo
  • kaffe
  • brændstof
  • mad

Circle K Danmark er en af landets førende brændstofleverandører med over 100 års virke i detailhandelsbranchen. Circle K har 244 stationer med tilhørende butik, hvoraf mange er døgnåbne. Hertil kommer 180 ubemandede stationer (INGO og 1-2-3) samt 30 truck-sites.

Circle K's øvrige services omfatter bl.a. fyringsolie og diesel til opvarmning og industri.

Internationalt har Circle K-koncernen et bredt netværk af stationer i bl.a. Skandinavien, Polen, de baltiske lande og Nordamerika.

Kontakt

Kirsten Grumstrup

Pressekontakt Communication Manager Pressekontakt, talsmand og diverse henvendelser +45 29 13 55 51

Relateret materiale