Pressemeddelelse -

Jesper Frost Rasmussen ny formand for fjernvarmeselskabernes brancheforening

Dansk Fjernvarmes bestyrelse har netop udpeget formand og formandskab for fjernvarmeselskabernes forening. Ny formand er Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg.

På Dansk Fjernvarmes generalforsamling den 19. april valgte Dansk Fjernvarmes medlemmer ny bestyrelse med 15 medlemmer. Den nye bestyrelse har netop konstitueret sig med Jesper Frost Rasmussen som ny formand.

- Jeg er utrolig glad for at få lov til at stå i spidsen for Dansk Fjernvarme, som over en kort årrække er gået fra at være en teknikker-forening med meget begrænsede ressourcer til i dag at være en af de toneangivende brancheforeninger i energidebatten, siger Jesper Frost Rasmussen, formand for Dansk Fjernvarme, og fortsætter:

- Det er lykkedes os at samle hele sektoren, fra de store kommunale forsyningsselskaber til de mange decentrale varme-, og kraftvarmeværker samt i de seneste år også industrien på området. Jeg glæder mig meget til i samarbejde med den nye bestyrelse at fortsætte denne udvikling.

Jesper Frost Rasmussen, der blandt andet har en fortid som direktør i DIN Forsyning i Esbjerg, glæder sig over, at regeringen netop har offentliggjort sit udspil til en ny energipolitisk aftale, der skal række frem mod 2030:

- Med de kommende energipolitiske forhandlinger har vi gode muligheder for at bidrage til at indrette rammerne for fremtidens fjernvarme. De beslutninger, der træffes om vores investeringsbetingelser nu, vil være dem, vi skal investere under de kommende 10 år. Derfor er jeg meget glad for, at regeringen lægger op til at give fjernvarmeselskaberne mere frihed til selv at bestemme, hvordan vi skal indrette os, så vi sikrer mere grøn og endnu billigere fjernvarme til fjernvarmekunderne.

Lars Therkildsen, direktør i HOFOR og Lars Goldschmidt, formand hos Bornholm Energi & Forsyning og Fjernvarme Horsens er begge udpeget til næstformand. Per Sørensen, direktør i Hjørring Fjernvarme indtræder også i formandskabet.

Jesper Frost Rasmussen afløser Uffe Bro, der har siddet i Dansk Fjernvarmes bestyrelse i 30 år, heraf 25 som formand. Uffe Bro blev i forbindelse med foreningens generalforsamling udpeget til æresmedlem af Dansk Fjernvarme.

Jesper Frost Rasmussen er borgmester i Esbjerg Kommune og repræsenterer forsyningsselskabet DIN Forsyning i Dansk Fjernvarme. Han var direktør for DIN Forsyning fra fusionen mellem Varde Forsyning og Esbjerg Forsyning i 2015 og indtil årsskiftet. Han er nu medlem af DIN Forsynings bestyrelse.

  

Dansk Fjernvarmes bestyrelse:

  • Jesper Frost Rasmussen, DIN Forsyning - Formand
  • Lars Therkildsen, HOFOR - næstformand
  • Lars Goldschmidt, Bornholm Energi & Forsyning og Fjernvarme Horsens - næstformand
  • Per Sørensen, Hjørring Fjernvarme – medlem formandsskabet
  • Lasse Frimand Jensen, Aalborg Varme
  • Bjarne Munk Jensen, AffaldVarme Aarhus
  • Thomas Lykke Pedersen, I/S Norfors
  • Jan Clement, Aars Fjernvarme
  • Leif Jeppesen, Øster Toreby Varmeværk
  • Morten Juhl Lassen, Hedensted Fjernvarme
  • Steen Thøgersen, Bramming Fjernvarme
  • Henrik Rohde, Høng Varmeværk
  • Kim Mathiesen, Nysted Varmeværk
  • Anders Andersen, Veddum Skelund Visborg Kraftvarmeværk
  • Steen Christiansen, VEKS

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • forsyningsselskaber
  • fjernvarme
  • bestyrelse
  • dansk fjernvarme
  • din forsyning
  • jesper frost rasmussen

Regions

  • Syddanmark

Om Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme er brancheorganisation for landets 400 fjernvarmeselskaber og dækker 99 % af fjernvarmemarkedet samt 40 % af den samlede termiske elkapacitet i Danmark.

3,6 mio. danskere eller cirka 1,7 mio. husstande har fjernvarme. Det svarer til, at mere end 64 % af danskerne får deres opvarmning leve­ret gennem et fjernvarmerør.

Fjernvarmesektoren i Danmark beskæftiger i alt cirka 10.800 - godt 1.800 i selve varmeforsyningen og 9.000 i industrien med udvikling og produktion eller rådgivning. Mens antallet i selve varmeforsyningen har været konstant de seneste 5 år, er antallet af ansatte i indu­strien steget med i gennemsnit cirka 3 % årligt. Fjernvarmeindustrien eksporter for i alt 6,4 milliarder kroner.

Kontakt

Rune Birk Nielsen

Pressekontakt Pressechef +45 2490 4197