Pressemeddelelse -

​En tur i Pølsevognen gav gevinst på over 1,2 millioner

For en mand i 20’erne fra Høje Taastrup Kommune blev 17.50 kr. på få sekunder til 1.263.761.13 kr. på Danske Spils Casino-spil Pølsevognen.

Den ekstremt heldige spiller har spillet på Pølsevognen i et års tid og har vundet flere mindre præmier, indtil han altså ramte JACKPOT.

- Jeg sad derhjemme med mine to drenge og ville bare lige spille lidt selv, mens de sad og spillede FIFA. På et tidspunkt kiggede jeg op på fjernsynsskærmen, og da jeg vendte blikket tilbage på min telefon, fik jeg verdens største chok. Der stod jo, at min saldo lige pludselig havde forvandlet sig til 1.263.761.13 kroner.

Manden, der gerne vil være anonym, havde ellers fået forbud fra sin kone mod at spille, fordi familiens økonomi har været særdeles stram igennem længere tid.

- Vi har skyldt penge væk til familie og nogle forskellige Kvik-lån. Så meget, at vi faktisk var endt i RKI. Så dette her har fuldstændig ændret vores liv. Jeg er så glad. Og jeg kunne da heller ikke dy mig for at drille min kone lidt, da hun kom hjem.

Konen blev rasende 

Det første manden sagde var, at han havde noget, han måtte indrømme – nemlig at han havde spillet igen.

- Hun blev rasende på mig. Haha. Og da jeg så sagde, at vi var blevet rige, blev hun endnu mere sur, fordi hun troede, at jeg tog pis på hende. Men da jeg så viste hende kontoen, blev hun pludselig i bedre humør. Ja faktisk råbte og skreg hun af glæde. 

Manden, der lige nu er på dagpenge men har et job på hånden, siger, at milliongevinsten ikke kun har reddet familiens økonomi, men også kærligheden.

- Det hele har været ret hårdt de seneste år. Og vi har været tæt på at gå fra hinanden. Men nu får jeg hele tiden sms’er fra min kone om, at hun elsker mig og ikke kan leve uden mig. Det er simpelthen så dejligt. Vi er som nyforelskede.

Parret har betalt al deres gæld ud og har købt en bil kontant. Derudover vil de gerne lægge udbetalingen på en lejlighed eller et lille hus – og en uges ferie kan det nok også blive til.

-Pengene skal ikke sløses væk, men bruges på noget, der fremtidssikrer os. Nu har vi endelig fået styr på vores liv. Det sætter vi ikke på spil. Men vi vil gerne en uge afsted med ungerne, så de også mærker, at vi er startet på en frisk. 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • danske spil
  • millionær
  • pølsevognen
  • casino

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv