Pressemeddelelse -

Eurojackpotvinder: Jeg har altid haft minus på min konto

På fredag er det muligt for en heldig dansker at vinde hele 570 millioner kroner i det europæiske lotteri Eurojackpot. I flere uger har puljen rullet og er således bare blevet større og større. Og nu har den så nået et maksimum på de 570 millioner danske kroner i 1. præmie og 37 mio. i 2. præmiepuljen. Og selvom det er et lotteri, hvor flere europæiske lande deltager, så er det altså ofte danskere, der snupper en del af puljen.

En kvinde i 50’erne fra Furesø Kommune blev således for nogle uger siden den heldige vinder af en delt 2.præmie i Eurojackpot på 2.500.760 kr.

Kvinden spiller fast hver fredag, da hun altid har haft en fornemmelse af, at hun en dag ville vinde i netop det lotteri. Hun sad fredag aften hjemme i sin lejlighed og tjekkede vindertallene sammen med sin mand.

- Det kom jo helt uventet. Vi sidder der og kigger på TV’et og først ser vi, at vi har de fem vindertal rigtige – hvilket får mit hjerte til at hoppe helt op i halsen. Men da jeg så ser, at der er også er et stjernetal, begynder jeg bare at skrige, fortæller kvinden, der gerne vil være anonym.

Dog troede hun ikke på, det var sandt, så hun gik ned til købmanden som det første lørdag morgen, for at få kuponen præmiesøgt.

- Der sagde de, at jeg havde vundet over 9999 kroner, og at jeg skulle i banken om mandagen for at få oplyst den præcise præmie. Da jeg fandt ud af hvor mange penge det drejede sig om, begyndte jeg at skrige igen og blev meget følelsesladet. De måtte komme med et glas vand til mig for at få mig kølet lidt ned, siger kvinden med et grin.

Hun fortæller, at hun stadig ikke har fattet, at hun har været så heldig, og at pengene er et meget stort plaster på såret efter en lang periode med fysiske og økonomiske skrammer.

- Så længe jeg kan huske, har jeg ikke haft plus på min konto. Og fordi jeg har haft nogle helbredsproblemer og har været igennem en større operation, har jeg været nødt til at gå ned i tid på mit arbejde. Så jeg har ikke haft råd til noget og har været nødsaget til at låne rundt omkring. Disse penge redder mig virkelig, lyder det.

Pengene skal i første omgang bruges på en længere ferie, hvor hun også skal have noget behandling for nogle af hendes fysiske skavanker. Og på ferien vil hun så tænke over, hvad resten af pengene skal bruges til.

Jeg bor i en lejelejlighed nu og kunne virkelig godt tænke mig, at købe en ejerlejlighed. Det vil være en god måde at fremtidssikre os på. Og så har jeg en søn, som nok skal have nogle penge og en ret stor familie, der godt kan bruge lidt hjælp, lyder det.

Fakta:

De største gevinster i danmarkshistorien:

1. 315.009.958 kr. – Eurojackpot – uge 8 2015 – Kvickly, 3000 Helsingør

2. 148.183.435 kr. – Eurojackpot – uge 45 2017- Spar Skallerup, Nordre Klitvej 35A, 9800 Hjørring

3. 140.358.416 kr. – Onsdags Lotto – uge 33 2016 – Q8 Service, Horsensvej 83-85, 7100 Vejle

4. 135.177.015 kr. – Eurojackpot – uge 43 2012 – Kiosken Herlev Sygehus, 2730 Herlev

5. 114.000.000 kr. i Eurojackpot – Uge 1 2017 – Super Brugsen, 3310 Ølsted

6. 63.257.880 kr. i Eurojackpot – Uge 47 2017 – Super Brugsen, 4990 Sakskøbing

7. 56.789.170 kr. – Onsdags Lotto – uge 34 2013 – PLUS abonnement

8. 50.000.000 kr. – Joker – uge 43 2015 – 2000 Frederiksberg

9. 49.937.681 kr. – Onsdags Lotto – uge 46 2012 – Boulevard Kiosken, 4760 Vordingborg

10. 46.953.221 kr. – Vikinglotto – Uge 24 2017 – Guldbageren / Døgnkiosk, 4760 Vordingborg

Emner

  • Sport

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv