Pressemeddelelse -

Er der nogen, der kan lege?

Næsten 300 studerende, virksomheder, designere, forskere og eksperter var samlet, da Designskolen Koldings årlige Design Camp nåede sin afslutning. Og budskabet var klart: Vi skal blive bedre til at lege!
Et strategisk kaffe-spil, der skal lære unge om kaffe og bæredygtig produktion. Et betalingsunivers, som visualiserer dine mål og drømme. Og et karakterunivers koblet med et populært mejeriprodukt, som giver børn legeoplevelser ud over det sædvanlige.
Under titlen PLAY- The Design Way var 100 kandidatstuderende fra Designskolen Kolding, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og en håndfuld internationale universiteter samlet for igennem to uger at arbejde med konkrete udfordringer stillet til rådighed af en række større og mindre virksomheder og offentlige institutioner.

"Formålet er at give en vitaminindsprøjtning i form af opfindsomhed og nye måder at angribe udfordringer på, som kan resultere i bedre processer og produkter for virksomhederne og deres kunder," fortæller Lene Nyhus Friis, leder af Laboratoriet for Leg & Design på Designskolen Kolding.

Sovset ind i ting
Begejstringen for de studerendes bud på en legende oplevelse var stor. Blandt andre hos LEGO Group, hvor Concept Director Søren Lethin, er klar til at pitche sin gruppes projekt internt for ledelsen:

”Jeg er begejstret. Både det de har lavet, men også deres tilgang. For det, som jeg synes er så fantastisk ved dem, som er designstuderende nu, det er, at de er brugerdrevne. De tager udgangspunkt i de behov, der er, og prøver at analysere dem, og instinktivt har de insights med inde som en del af designet. Den største styrke ved det, som jeg har set i dag er faktisk, at man i stedet for at sige, nu kommer der et firma med gamle mænd, og det skal være til den og den målgruppe, så siger de ok – det er vores udgangspunkt, men så tager de et leap og siger, vi skal helt herud. Det er friskt", siger han og fortsætter.
"Det, som gør det anderledes fra vores egne processer er, at vi får nogle perspektiver, som vi ikke ville tænke ellers. Nogle gange er man så sovset ind i ting, at man ikke ser det mest åbenlyse, som er lige foran en. Det fantastiske ved Designskolen Kolding nu, det er det holistiske. Vi kan ikke som virksomhed bruge en fed ide til noget. Hvis ikke man forstår den proces, der har skabt den ide eller forstår, hvorfor den ide er relevant, så er det jo bare ”jeres” fede ide, og det kan jeg jo ikke bruge til noget.”

Foruden LEGO Group var en bred vifte af virksomheder og organisationer med i Design Camp. Arla, Danske Bank, EYEBAB, Fredericia Kommune, Givskud Zoo, Ledon, LEGO Education, LEGO System, Nicolai for børn, Peter Larsen Kaffe, Sprogeriet og Starbucks.

Arrangører

DesignCamp2018 er arrangeret af Laboratoriet for Leg & Design på Designskolen Kolding i samarbejde med SDU IT produkt design, Sustainable Design ved Aalborg Universitet og innovationsnetværk D2i - Design to innovate. DesignCamp2018 realiseres med støtte fra Region Syddanmark og EU's Social Fond.

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Designskolen Kolding bygger på traditionen for dansk design og sætter fokus på design, som giver mening. Vi tror på, at forholder man sig til historien og traditionen, kan man skabe noget nyt. Skolens læringstilgang er, at vi ikke giver svaret, vi finder svaret sammen.

Kontakt