Pressemeddelelse -

En halv million flere danskere i 2060 skal have tag over hovedet

Der bliver behov for at opføre 14.000 nye boliger om året de næste 39 år, hvis der skal være boliger nok til alle i 2060, viser ny analyse.

I 2060 vil Danmark have 6.396.985 indbyggere, hvilket er en tilvækst på 556.941 i forhold til indbyggertallet pr. 2021 ifølge Danmarks Statistik. Det svarer ifølge beregninger fra ejendomsmæglerkæden Estate til en befolkningstilvækst på godt 14.000 ekstra indbyggere om året de næste 39 år.

Mere end en halv million ekstra personer betyder, at der bliver behov for ca. 250.000 ekstra boliger over de næste 39 år, idet en gennemsnitlig dansk husstand består af 2,1 personer.

Ifølge Estate vil mange ønske at bo i eller tæt på de store byer, hvor der er flest arbejdspladser, og det kan blive en udfordring.

-Boligmarkedet dækkes tæt i medierne, men det handler oftest om flere billige boliger i de store byer, hvilket selvfølgelig også er meget relevant, men det er sjældent, at der anlægges et helikopterperspektiv, hvor man ser på hele behovet, og med de tal, vi kender, er det måske tid til, at vi gør det nu, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

Lynetteholms-projektet i København er fx planlagt til at rumme 35.000 beboere og vil efter planen stå færdigt i 2070. For at sikre boliger nok til den ekstra halve million indbyggere, som befolkningsfremskrivningen viser, vil det kræve 16 projekter af Lynetteholms størrelse for at svare efterspørgslen.

-Der er intet, der tyder på, at folk ikke også vil bo i de store byer i fremtiden, så for at undgå, at boligpriserne bliver helt astronomiske i København og Aarhus, er det nok her, man skal planlægge flertallet af de nye boliger, der bliver behov for, men selvfølgelig skal planerne også omfatte resten af landet, siger Thomas Hovgaard.

Byggeaktiviteten har de seneste år været høj, men der kan opstå problemer med forsyning og arbejdskraft, som kan lægge en dæmper på byggeriet.

-Efter finanskrisen så vi et kæmpe fald i bygeaktiviteten, og den slags scenarier kan vi potentielt opleve igen, og samtidig skal vi også sikre, at der er kapacitet til at vedligeholde og klimaoptimere den eksisterende bygningsmasse, siger Thomas Hovgaard.

Emner

  • Livsstil

Regions

  • Hovedstaden

Estate er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 90 forretninger fordelt over hele Danmark. Ejendomsmæglerne i Estate har et stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere, der skal købe eller sælge bolig. Estate ejes af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit. 

Kontakt

Thomas Hovgaard

Pressekontakt Presseansvarlig Estate 30831052