Nyhed -

Dansk iværksætter vil sænke luftforurening i Sydafrika

Uffe Lauge Jensen, der tidligere har bygget luksusmotorcykler, har udviklet en teknologi, der gør forbrændingsmotorer grønnere ved hjælp af brint. Et samarbejde med en dansk entreprenør får nu den teknologi til Sydafrika, hvor vejtransport er en af de største kilder til luftforurening.

For år tilbage, var Uffe Lauge Jensen den første motorcykelproducent, som skabte et motordesign, der levede op til de skrappeste EU-miljøregler. Arbejdet med at optimere

forbrændingsmotorer har været et gennemgående tema i hans liv. Senest i form af grøn teknologi, der renser motorer indvendigt. Nu er hans vision at sænke udledningen af CO2 og andre skadelige stoffer på verdensplan. Uffe Lauge Jensen siger:

"CO2-udledninger skal halveres inden 2030, hvis vi skal have en chance for at bremse global opvarmning ved 1,5 grader. Det er om 10 år. Der vil stadig være biler med forbrændingsmotorer på vejene i den periode, så hvis vi skal stoppe udviklingen, må vi minimere forureningen i den eksisterende vognpark."

HYDRIVE's indtog i Sydafrika bliver med Claus Anchersen som primus motor. Claus Anchersen er direktør for den danske del af Tourism Group International, der driver størstedelen af sightseeing-busserne i København. Det var i denne rolle, at han lærte HYDRIVE at kende. Claus Anchersen stod med nogle 18 år gamle busser, der ikke kunne gå igennem syn. Hans bror, Poul Anchersen, der har busselskabet Anchersen, forhandler HYDRIVE og anbefalede at give busserne en motorrens. Fra at være pensionsmodne, gik alle busserne igennem syn stort set uden problemer.

Fik ideen på ferie i Namibia

Kort efter, på en ferie i Namibia, kunne Claus Anchersen ikke slippe tanken om HYDRIVE. Blandt andet fordi han kendte en flyingeniør i Sydafrika, der hurtigt ville kunne forstå teknologien og formidle konceptet.

"Da jeg kom hjem, spurgte jeg Uffe Lauge Jensen og partner Henrik Kjærgaard Clausen, om de ville give mig rettighederne til Sydafrika og Namibia. Det sagde de ja til. Tanken er at kopiere den danske model, hvor vi både renser for slutbrugeren, men også for vognmænd og entreprenører, der har større flåder af køretøjer," fortæller Claus Anchersen.

Claus Anchersens plan er først at starte op i Sydafrika, der med sine 58 millioner indbyggere er et marked med stort potentiale. For nok har Sydafrika bandlyst import af gamle biler, men vejtransport er ifølge landets miljøministerium den hurtigst voksende kilde til luftforurening i Sydafrika og den største kilde til luftforurening i byerne. Claus Anchersen har bedt om rettighederne til Namibia på trods af, at landet er noget mindre, da de to lande ligner hinanden. Samtidig har Namibia en udfordring med gamle brugte biler, de importerer fra Japan, og som ikke længere overholder Japans egne miljøkrav.

Det er dog ikke løftet om renere luft, der kommer til at drive salget af grøn motorrens i det sydlige Afrika. Det bliver her-og-nu fordelene, bilister og vognmænd køber ind i: som brændstofbesparelser, længere motorlevetid og bedre acceleration.

Det første dusin rensemaskiner er bestilt og afskibet fra HYDRIVE's fabrik, og flyingeniøren James Mc Alpine er blevet ansat som direktør. Målsætningen er +100 rensemaskiner i Sydafrika over de kommende fire år. Købekraften i landet er halvdelen af den danske, men maskinerne koster det samme. Derfor skal kunderne købe dobbelt så mange rens, for at fortjenesten bliver den samme som på dansk jord. Claus Anchersen lyder dog positiv, når han fortæller om sit eksporteventyr. Konceptet er under stadig udvikling, og han tager en udfordring ad gangen.

"Lige nu er det bureaukratiet. Det går langsomt, og man møder en del modstand som udenlandsk investor. Jeg har investeret i de første maskiner, selvom vi ikke har de endelige tilladelser, men det satser jeg på, at vi får."

Fakta

  • Alt efter motorens alder og stand giver en HYDRIVE-rens op til 15 procent længere på literen i op til et år afhængig af kørsel. Udledning af røggas bliver reduceret med op til 80 %, NOx med op til 20 % og CO2 med mindst 10 %.
  • FDM og Motor-magasinet har besøgt HYDRIVE's testcenter. Motor-magasinet gav brintrensen 6 stjerner ud af 6 i juni 2017
  • HYDRIVE er testet af FORCE Technology, et af syv godkendte teknologiske serviceinstitutter i Danmark (GTS-institutter), der har til formål at opbygge og formidle teknologiske kompetencer til dansk erhvervsliv. 

Kilder

Claus Anchersen
CEO Copenhagen, Tourism Group International, og agent for HYDRIVE i Sydafrika og Namibia
tlf. 2819 3735
E-mail: ca@touristry.dk

Keolis
Anders Farre Nielsen, værkstedschef
Samsøvej 29, 8382 Hinnerup
tlf. 8817 1802
E-mail: Anders.Farre.Nielsen@keolis.dk

Related links

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • sydafrika
  • iværksætteri

Kontakt