Nyhed -

Medarbejdere fra Møgelkær Fængsel er nu omplaceret

Medarbejderne fra Møgelkær Fængsel har fået arbejde ved andre tjenestesteder. De fleste tæt på fængslet.

I begyndelsen af november forlod de sidste indsatte Møgelkær Fængsel. Nu er medarbejdernes fremtidige arbejdssituation afklaret. Fængslet havde 106 medarbejdere pr. 1. juli 2018, og 91 af dem er blevet overflyttet til tjenestesteder tæt på deres tidligere arbejdsplads. Blandt andet har det meste af det uniformerede personale fået arbejde på Enner Mark Fængsel og Nr. Snede Fængsel.

Ud over de 91 medarbejdere, som har fået nyt tjenestested, er 8 medarbejdere gået på pension, 6 er stoppet af andre grunde, og 1 medarbejder er fortsat ansat i fængslet til at passe bygningerne, indtil han går på pension ved udgangen af året.

Det glæder centerdirektør Peter Henneberg i Direktoratet for Kriminalforsorgen, at det er lykkedes at omplacere så mange medarbejdere:

"Processen med nedlukning af Møgelkær Fængsel har fra starten været tilrettelagt med involvering og koordinering af alle relevante fagområder og i et tæt samarbejde mellem institutionens ledelse, områdekontoret og direktoratet. Der har blandt andet været et stort fokus på at tage hånd om medarbejderne på Møgelkær Fængsel, fordi vi har brug for deres kompetencer og ressourcer andre steder i organisationen. Derfor glæder det mig, at det er lykkedes at finde andre stillinger til en stor del af medarbejderne."

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • institutioner
  • beskæftigelse
  • møgelkær
  • medarbejdere
  • kriminalforsorgen

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141