Nyhed -

Nyt værksted i Roskilde tilbyder endnu flere services til hele Danmark

Vi har travlt i Roskilde i disse dage. Langebjerg er nemlig blevet hjemsted for vores Service, Jord og Vand-værksted. Det betyder, at de tre afdelinger nu får langt bedre plads og mere moderne rammer. En yderligere gevinst er, at vi bedre kan udnytte de forskellige afdelingers ressourcer og kompetencer, da de fremover nemmere kan trække på hinanden.

- Kundeservice er naturligvis fortsat i højsædet, og den nye fælles adresse vil styrke vores i forvejen gode service. Og man behøver ikke være nervøs, hvis man sidder langt fra Roskilde. Vores logistik sørger for, at man får lige så god og hurtig service i Harboøre som i Hvidovre, siger Tom K. Jørgensen, der er afdelingschef hos Krüger Spildevandsservice og fortsætter: Vi har nemlig opgraderet med flere serviceteknikere på Sjælland, Fyn og i Jylland, så vi stadig dækker hele landet.

Flere kvadratmeter, flere services

Det giver rigtig god mening at lægge de tre værksteder på samme adresse. Man får større og bedre lokaler og samtidig et større areal til udstyr og klargøring end hidtil, hvor værkstederne har ligget spredt på flere adresser i Storkøbenhavn.

Med de mange ekstra og topmoderne kvadratmeter kan vi tilbyde vores kunder endnu flere opgaver end før. Fx har vi fået et stort udbud af udlejningsudstyr og eget smede- og vedligeholdelsesværksted. Alt sammen kompetencer der kommer vores kunder til gode. Thomas Asmussen, der er Teamleder i Jordforureningsafdelingen tilføjer: "Med de nye faciliteter kan vi nu producere endnu flere komponenter selv og blive endnu mere effektive og hurtigere i opbygning af mobile anlægskomponenter. I sidste ende betyder det, at kunden får et behandlingsanlæg af højere kvalitet og driftssikkerhed til færre penge.”

Endnu bedre arbejdsmiljø

Sammenlægningen giver også mulighed for at skabe en fælles administration og varemodtagelse, som vil lette det daglige arbejde og dermed sikre kontinuitet i ordreflowet. Selv om de tre afdelinger nu samles på samme adresse bibeholder Krüger adskillelsen i tre fraktioner. Derved sikres, at der fortsat er en adskillelse mellem rent og snavset, ligesom kunderne ved, hvilken afdeling, de skal have fat i.

- Da sikkerhed og arbejdsmiljø altid har været højt på Krügers agenda, har vi med det nye domicil valgt at forbedre forholdene yderligere for vores medarbejdere. Det ligger jo også fint i tråd med, at vores kunder har stort fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed, siger Tom K. Jørgensen.

Kom til Temadag i de nye lokaler

De nye faciliteter indvies d. 12/3, hvor alle vores kunder og samarbejdspartnere er inviteret til stor reception. Her vil vi benytte lejligheden til at udstille nogle af de mange teknologier, vi tilbyder og vise, hvordan vores kunder kan få fordel af de forskellige kompetencer.

Læs meget mere om det faglige indhold her, hvor du også tilmelder dig.

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222