Nyhed -

Rejsegilde på Snekkersten Vandværk

Fredag var der rejsegilde på Helsingør Forsynings nye state-of-the-art vandværk i Snekkersten. Vandværket ligger højt og smukt med udsigt ud over Øresund og der er lagt stor vægt på det arkitektoniske og æstetiske udtryk. Værket får en kapacitet på 400 m3/t fordelt på 2 linjer, der kan køre uafhængigt af hinanden, og det betyder, at drikkevands- og forsyningskvaliteten er på højeste niveau.

Tidligere borgmester i Helsingør og nuværende formand for Helsingør Forsyning, Per Tærsbøl bød velkommen ved rejsegildet, efterfulgt af nogle ord fra Jacob Brønnum, adm. Direktør for Forsyning Helsingør, hvorefter direktør for forretningsudvikling, Anders Haarbo talte på vegne af Krüger.

- Vi har noget af Danmarks allerbedste drikkevand, og nu får vi den nyeste teknologi på området til den aftalte pris, sagde en tilfreds Per Tærsbøl.

Krüger er totalentreprenør på det nye vandværk, der bygges som et helt lukket system, hvor vandet første gang kommer ud i det fri i borgernes vandhaner. Det gør risikoen for vandforurening minimal og hygiejneniveauet er hævet i forhold til de gamle vandværker, som det nye værk erstatter.

- Det er en fornøjelse at arbejde i et projektforløb med kompetente deltagere lige fra bygherre til underentreprenører, og hvor der fra start har været en gensidig forståelse af, at det er afgørende at samarbejde og løse udfordringer hurtigt, siger Jørgen Christian Iversen, der er projektleder for Krüger på projektet.

Vandværket skal fungere som fremvisnings- og besøgsvandværk og bruges til undervisning af kommunens skolebørn. Derfor indrettes det pædagogisk, så en 10-årig skoleelev kan forstå processerne, bl.a. ved at det er muligt at få et indkig til drikkevandet gennem en glasplade skue-glas forskellige steder i processen på værket. Pointen er, at børnene lærer, hvor fin en ressource drikkevand er og at der skal passes godt på det. 

Emner

  • Miljø, energi

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222