Pressemeddelelse -

​Det brasilianske musikikon Egberto Gismonti giver koncert på Kulturværftet 24. oktober

Egberto Gismonti (piano, akustisk guitar), Kulturværftet, Store Scene 24. oktober, kl. 19.30

Den brasilianske nutidsmusik har flere ikoner, der er på vej til at blive legender; Hermeto Pascoal, Milton Nascimento og Gal Costa kan nævnes. Allerøverst stråler imidlertid pianisten, guitaristen og komponisten Egberto Gismonti. Til oktober kan han opleves i koncert på Kulturværftet i Helsingør.

Siden starten af 1970’erne har Gismonti præget brasiliansk musik og har – via stor forståelse og kendskab til europæisk kompositionsmusik – skabt musik, der er umiskendelig brasiliansk, men som i den grad også rækker ud i verden.

At entre Gismontis musikalske univers er som at begive sig ind i en verden uden nogen form for begrænsning. Alt er muligt, alt er tilladt, og alt giver lytteren gåsehud. Hans kompositioner er melodisk fuldkomne, og hans spil på flyglet og på den specialkonstruerede multistrengede akustiske guitar er af en anden verden.

Gismonti lirer aldrig et ”show” af. I stedet dykker han ned i sin musik, udvikler den på stedet og trækker hidtil uspillede detaljer frem, omharmoniserer, forskyder og fletter venstrehånden og højrehånden sammen i et usædvanlig forfinet musikalsk udtryk.

Gismontis livslange kærlighedsaffære med musik er netop det perfekte parforhold mellem skaberen (Gismonti), redskabet (flyglet og guitaren) og modtageren (os taknemmelige lyttere). Se frem til en af de sjældne koncerter, hvor der tales direkte til sjælen, og hvor hver en tone giver mening.

Billetsalg åbner 20. juni 2018. Læs mere om koncerten på www.kuto.dk.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423