Pressemeddelelse -

Fremtidens busser bliver mere handicapvenlige

Midttrafik indfører nu krav om elektroniske kørestolsramper i fremtidige bus-udbud. Dermed bliver busserne mere tilgængelige for kørestolsbrugere. Montering af elektroniske ramper vil ske løbende i takt med udskiftning af de nuværende kontraktbusser.

Bybusserne i Herning kører allerede i dag med elektroniske kørestolsramper. I fremtiden skal de elektroniske kørestolsramper være fast inventar i de fleste af Midttrafiks busser til glæde for kunder med et fysisk handicap.

Midttrafiks bestyrelse har besluttet, at der er i fremtidige udbud, skal være krav om montering af elektroniske ramper i fabriksnye busser med lav indstigning. Bestyrelsesformand Claus Wistoft glæder sig over, at fremtiden byder på mere handicapvenlige busser.

”Midttrafik er løbende i dialog med handicaporganisationer. Vi ved, at det har stor betydning for kørestolsbrugere at være selvhjulpne og uafhængige af hjælpere, når de skal med bussen. Derfor er bestyrelsens beslutning i dag et stort skridt i Midttrafiks arbejde for at gøre bussen tilgængelig for alle.”

Elektroniske ramper bliver indfaset efterhånden som de nuværende kontrakter sendes i udbud. Først i 2035 kan kørestolsbrugere i hele Midttrafik være sikre på, at der er elektroniske ramper, når de skal med bussen. Midttrafik vil derfor informere lokalt og på ruteniveau, så kunderne ikke er i tvivl, om de kan tage bussen selv med hjælp fra de elektroniske ramper eller, om der skal en hjælper med.

Elektroniske ramper fungerer ved, at der både udvendigt og indvendigt i bussen er monteret en knap med et kørestolslogo. Når en kunde trykker på knappen, bliver chaufføren orienteret om, at den elektroniske rampe skal aktiveres. Rampen aktiveres direkte fra chaufførens plads, så chaufføren ikke skal forlade bussen. Ved behov kan chaufføren også sænke bussen til kantstensniveau, så rampens hældning ikke bliver for stejl for kunden.

Emner

  • Transport

Kategorier

  • elektroniske ramper
  • handicapvenlig

Regions

  • Midtjylland

Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen.

Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.

Kontakt

Midttrafiks pressetelefon

Pressekontakt 70206650