Gå til indhold
Amin i filmen Flugt
Amin i filmen Flugt

Pressemeddelelse -

Nordisk Råds Filmpris 2021 går til den danske film FLUGT

NORDISK RÅDS FILMPRIS 2021 går til FLUGT af filminstruktør og manuskriptforfatter Jonas Poher Rasmussen, manuskriptforfatter ’Amin’ samt producenterne Monica Hellström, Charlotte de la Gournerie og Signe Byrge Sørensen. Prisen blev givet tirsdag aften i Skuespilhuset i forbindelse med Nordisk Råds efterårssession i København

Filmen FLUGT modtog tirsdag aften Nordisk Råds Filmpris 2021; en af de mest eftertragtede filmpriser i Nordeuropa og dermed kommer filmen i selskab med stærke nordiske vindere og klassikere som ANTICHRIST (Lars von Trier), PLAY (Ruben Östlund), JAGTEN (Thomas Vinterberg) og LOUDER THAN BOMBS (Joachim Trier).

Med aftenens pris får FLUGT endnu en betydelig anerkendelse, efter at filmen i sidste uge både blev indstillet som Danmarks officielle Oscarkandidat og nomineret til den eftertragtede amerikanske IDA Documentary Award.

Med Nordisk Råds Filmpris følger 300.000 DKK, der deles mellem instruktør, manuskriptforfatter og producere – netop for at fastslå at film som kunstform er resultatet af et samarbejde mellem hovedfunktionerne.

En enig jury, bestående af én repræsentant fra hvert af de nordiske lande, motiverer valget af årets prismodtager således:


”Det er sjældent, at æstetiske, politiske og menneskelige dimensioner forenes i en så sublim og kunstnerisk film som ”Flugt”. I denne animerede dokumentarfilm fortæller instruktørens barndomsven, Amin, for første gang sin dramatiske historie om at være både homoseksuel og flygtningebarn fra Afghanistan, netop som han står over for et stort vendepunkt i sit liv. Han skal giftes.

Flugt stiller konkrete og urovækkende spørgsmål til den aktuelle flygtningedebat, og samtidig er det let for publikum at relatere til Amins eksistentielle usikkerhed, som filmen underbygger med en velgennemtænkt og nogle gange humoristisk sans for detaljer og setting.

Animationen løser på fremragende vis de to praktiske vanskeligheder, som er forbundet med anonymitet og fraværet af fysisk billedsprog. Den elegante udførelse skaber en sjælfuld oplevelse fra beskrivelsen af den lykkelige opvækst i Afghanistan til den farlige flugt til Europa. Han ender i Danmark, hvor han forsøger at finde sikkerhed og at føle sig hjemme.

Vi synes, at ”Flugt” fortæller en nødvendig, relevant og rørende historie om, at alle mennesker, uanset etnicitet, baggrund, alder eller seksuel orientering, har ret til en lykkelig barndom og et sikkert sted, som man kan kalde sit hjem. Filmen blev lavet før mange afghanere for nylig måtte flygte fra borgerkrigen, og siden er den blot blevet mere relevant som følge af begivenhederne. Instruktøren formår at undgå at blive selvmedlidende eller sentimental i sin fortælling.

Filmen vandt juryens store pris på Sundance i kategorien World Cinema Documentary, og den vandt i kategorien ”best feature film” på Annecy International Animation Festival. Filmen forventes at få stor international succes i det kommende år. Det er fuldt fortjent, mener vi i den nordiske filmjury. Juryen giver derfor enstemmigt Nordisk Råds filmpris 2021 til ”Flugt”.”

Bag FLUGT står den dansk/franske filminstruktør Jonas Poher Rasmussen, han debuterede i 2006 som dokumentarinstruktør med filmen NOGET OM HALFDAN, som handlede om hans morfar, der er identisk med den danske digter Halfdan Rasmussen. Siden fulgte filmene SEARCHING FOR BILL og dokumentarfilmen DET HAN GJORDE. FLUGT blev officielt udvalgt ved Cannes-festivalen i 2020 og fortsatte i 2021 med at vinde adskillige prestigefyldte priser ved festivaler verden over, herunder Storjuryens pris ved Sundance-festivalen, Dragon-prisen for Bedste nordiske dokumentar i Göteborg og den højeste Cristal-pris - for Bedste film - ved Annecy International Animated Film Festival i 2021.

Producerne Monica Hellström og Signe Byrge Sørensen arbejder begge i Danmarks førende dokumentarfilmselskab Final Cut for Real og har en lang række film og internationale priser bag sig. Signe Byrge Sørensen har to gange tidligere været Oscarnomineret. Charlotte de la Gournerie er medejer og producer hos Sun Creature i Danmark. FLUGT er hendes første animerede film i spillefilms længde.

Nordisk Råds Filmpris er senest blevet givet til BARN (2020) af norske Dag Johan Haugerud, DRONNINGEN (2019) af danske May el-Toukhy og KVINDER I KRIG af islandske Benedikt Erlingsson (2018).



Fotos og information om Nordisk Råds Filmpris og årets vinder:
http://ncfp.nordiskfilmogtvfond.com
Username: press2021 - Password: ncfp2021

Related links

Emner

Kategorier


Vellykket kommunikation er at skabe relevans og relation til verden. 

Kontakt

Freddy Neumann

Pressekontakt Kommunikationsansvarlig 20467846

Strategi & Kommunikation i kulturen

Vellykket kommunikation handler ikke om at kommunikere i blinde, men om at kommunikere præcist og rettidigt. Kommunikation i kulturverdenen spreder sig langt udover den traditionelle PR og handler i dag om at skabe impact, relevans og relation til verden omkring os.

Neumann Strategi & Kommunikation
Nyvej 10A, 3. tv
1851 Frederiksberg
Danmark