Gå til indhold
Bæredygtig budgetaftale på plads i Odder

Pressemeddelelse -

Bæredygtig budgetaftale på plads i Odder

Odder Kommunes budget for 2022-2025 er nu kommet et stort skridt nærmere. Sent mandag eftermiddag gik de tilbageværende partier ud fra Mødelokale 1 på rådhuset med en budgetaftale i hånden, og det er en aftale der er præget af grøn udvikling, ekstra midler til velfærdsområderne for både ældre og voksne handicappede, og især til børn. Og selvom det var en aftale uden flere af byrådets partier, så glæder borgmester Uffe Jensen sig alligevel over aftalen.

”Jeg ville gerne have haft en endnu bredere aftale, men gabet var for stort til at partierne kunne mødes. Men jeg glæder mig over at vi kan sende en økonomisk ansvarlig aftale videre til den kommende kommunalbestyrelse,” siger han.

Hos Socialdemokratiet er der også tilfredshed at spore, selvom forhandlingerne har været svære.

”Behovet for midler har været langt større end økonomien ansvarligt kan bære. Vi har som hovedprioritet sikret børn, ældre og socialområdet det bedst mulige resultat og tilført grøn omstilling flere ressourcer. Vi er også lykkes med et løft til foreningslivet, og på anlægsbudgettet fylder blandt andet trafiksikkerhed og cykelstier heldigvis,” siger Lone Jakobi.

Hos Radikale Venstre glæder Kresten Bjerre sig især over de grønne aftryk i aftalen.

”En stærkere grøn udvikling, forstærket indsats for biodiversitet, en langsigtet plan for udvikling af midtbyen i Odder og flere naturstier - det er her der er sikret radikal indflydelse på budgettet for 2022 i Odder,” siger han.

Helt konkret betyder aftalen, at der afsættes ekstra penge af til grøn udvikling. Samtidig løftes budgettet til både ældre, handicappede og børn for at imødekomme de stigende udgifter på disse velfærdsområder. Endelig blev alle tre partier enige om at tilføre penge til at sikre nuværende normeringer i kommunens dagtilbud, hvis disse normeringer ikke finansieres via finansloven.

Du kan læse hele budgetaftalen på odder.dk.

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

Bo Nørgaard

Bo Nørgaard

Pressekontakt Presse- & kommunikationskonsulent 51386161
Claus Buur Rasmussen

Claus Buur Rasmussen

Pressekontakt Kommunikationskonsulent og webmaster 2486 5558

Velkommen til Odder

Odder ligger lige i hjertet af Danmark. Kommunen strækker sig fra Horsens Fjord i syd til Norsminde Fjord og Århus mod nord. Mod vest ligger den jyske motorvej, og mod øst er Kattegat med Tunø og Samsø.

Odder Kommune er et godt tilbud til børnefamilier, og til mennesker, der gerne vil være aktive i lokalsamfundet. Vi indbyder dig til at blive en del af fællesskabet.