Gå til indhold
Flere lærerkræfter skal styrke Rødovres folkeskoler

Pressemeddelelse -

Flere lærerkræfter skal styrke Rødovres folkeskoler

Læringsfællesskaberne på Rødovres folkeskoler bliver styrket i de kommende år, hvor der er afsat ekstra penge på finansloven til at ansætte flere lærere. I Rødovre skal de ekstra kræfter bl.a. give mulighed for flere to-lærer-timer og mere holddeling.

I Rødovre har skolerne fokus på at skabe læringsfællesskaber, hvor alle børn bliver så dygtige, som de kan, og samtidig trives og udvikler sig. Nu får skolerne tilført flere kræfter, så fagligheden i endnu højere grad kan komme i spil via flere to-lærer-timer samt mentorordninger, der skal fastholde og tiltrække lærere. Midlerne kommer fra den pulje til flere lærerkræfter, der er afsat på dette års finanslov, og som i Rødovre beløber sig til 2,1 millioner kroner i 2020.

“Vi har allerede en stærk folkeskole i Rødovre med fire profilskoler og en stor satsning omkring Teknologi og Innovation. Nu kan vi give alle skolerne endnu et løft, som kan øge læringen hos det enkelte barn og skabe endnu bedre muligheder for udvikling og trivsel for alle børn,” siger formanden for Børne- og Skoleudvalget Flemming Lunde Østergaard Hansen.

Kommunalbestyrelsen har nemlig besluttet, at de ekstra midler i år blandt andet skal gå til flere to-lærer-timer og mulighed for mere holddeling. Det giver plads til fordybelse og til at favne den enkelte elev. Midlerne giver dog også mulighed for, at der kan laves forsøg med mentorordninger for nye lærere og børnehaveklasseledere i samspil med de erfarne.

“Vi vil gerne fastholde de dygtige medarbejdere, som bliver ansat hos os. Det kan en mentorordning bidrage med og samtidig være med til at tiltrække nye kvalificerede lærere og børnehaveklasseledere. I sidste ende kommer et stærkt fagligt fællesskab på vores skoler alle elever til gode,” siger Flemming Lunde Østergaard Hansen.

I finanslovsaftalen om et løft til folkeskolen er der sat penge af til fire år. Det betyder, at Rødovre vil modtage midler til flere lærerkræfter til og med 2023. Kommunalbestyrelsen har besluttet, at pengene i år fordeles mellem Rødovres skoler på baggrund af elevtal.

Fakta

  • Med finansloven i 2020 blev der afsat 275 millioner kroner i 2020 stigende til 807 millioner kroner i 2023 til løft af folkeskolen gennem ansættelse af flere lærere.
  • Rødovre modtager i 2020 2,1 millioner kroner. Tilskuddet til Rødovre blev fordelt på baggrund af Rødovre Kommunes andel af landets samlede elevtal.
  • Hvis kriterierne for fordeling af midlerne ikke skifter markant i 2021 og frem, vil Rødovre Kommune modtage cirka 3 millioner kroner i 2021, cirka 4,2 millioner kroner i 2022 og cirka 6,1 millioner kroner i 2023.

Emner

Kategorier

Kontakt

Flemming Lunde Østergaard Hansen

Flemming Lunde Østergaard Hansen

Formand for Børne- og Skoleudvalget i Rødovre Kommune 23 63 74 24

Relateret materiale

Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark