Pressemeddelelse -

​Corona: Hjælp til som frivillig

Har du lyst til og mod på at hjælpe andre under de særlige omstændigheder som coronavirussen har medført? Her finder du en lille guide over mulighederne, primært i Rudersdal.

Har du lyst til at yde frivillig hjælp til personer, som enten er syge, i karantæne eller særlig udsat for at blive smittet med coronavirus? Her finder du et udvalg af mulighederne:

Røde Kors’ hjælpenetværk

Røde Kors har samlet et beredskab af frivillige, der står klar til at hjælpe ældre, særligt udsatte og personer i hjemmekarantæne med fx indkøb, samtale over telefon, pakke- og medicinafhentning, hundeluftning og andre praktiske gøremål. Har du, en ven eller et familiemedlem behov for hjælp, kan Røde Kors' Corona Hjælpenetværk kontaktes på tlf. 35 29 96 60 alle dage fra 9-19. Her kan du også melde dig som frivillig hjælper.

Corona Rudersdal – Vi hjælper hinanden

Lokale borgere fra Rudersdal har lavet Facebook-gruppen 'Corona Rudersdal – Vi hjælper hinanden'. Denne gruppe er beregnet til at være et forum, hvor man både kan dele tanker og melde sig som frivillig for at hjælpe andre under corona-krisen. I gruppen kan man også efterlyse hjælp til fx indkøb, hundeluftning og lignende i dit lokalområde. Søg på 'Corona Rudersdal – Vi hjælper hinanden' på Facebook og bliv medlem af gruppen.

Frivillig på et hospital

Især sundsfaglige hænder er i høj kurs på hospitalerne for tiden, men alle er velkomne til at lade sig registrere hos Region Hovedstadens hospitaler. Såfremt der bliver brug for det, vil man blive kontaktet.

Bliv telefonven gennem Ældre Sagen

Under coronakrisen oplever mange at blive isoleret derhjemme. Familie og venner kan ikke længere komme på besøg, men behovet for samvær er der stadig. Har du lyst til at give et andet menneske glæden ved at have nogen at snakke med, kan du melde dig som telefonven gennem Ældre Sagen.

Find job i portalen

Du kan søge efter frivilligjobs i Rudersdal på Rudersdal Kommunes portal for frivilligt arbejde. Når du søger, skal du under Opgavetype vælge kategorien Corona: Hjælp og støtte.

Har du selv et godt initiativ?

Du kan selv tage initiativ til at få noget til at ske. Har du brug for vejledning til, hvordan du kommer i gang, kan du kontakte Rudersdal Kommune på kultur@rudersdal.dk. Du kan også kontakte Frivilligcenter Rudersdal.

Du finder links og kontaktoplysninger til alt ovenstående her:

rudersdal.dk/temaer/corona-frivillig

Husk at passe på dig selv og andre

Vær opmærksom på, at du som forening, frivillig hjælper og modtager af frivillig hjælp, skal følge myndighedernes påbud og anbefalinger nøje for at undgå smittespredning. Læs mere om de officielle retningslinjer på politiets hjemmeside: politi.dk/coronavirus-i-danmark

Emner

  • Politik

Kategorier

  • coronavirus
  • frivillighed

Regions

  • Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50

Relateret materiale