Pressemeddelelse -

Flere lærere til Rudersdals folkeskoler

Når eleverne i Rudersdals folkeskoler igen må vende tilbage til deres klasseværelser, så bliver det til en skole med råd til flere lærere.

Børnene i Rudersdals skoler kan i år se frem til at få flere voksne omkring sig i undervisningen. Det står klart efter Børne- og Skoleudvalget netop har vedtaget at hæve bevillingen til Rudersdals folkeskoler med 4,9 millioner kroner. Midlerne kommer fra Staten, da man på sidste års finanslov vedtog at sende flere penge i retning af Folkeskolen. Den ekstra bevilling betyder, at der i 2021 vil være råd til flere lærere på kommunens otte folkeskoler.

Det glæder Børne- og Skoleudvalgets formand Daniel E. Hansen:

Jeg er glad for, at vi med disse ekstra midler har mulighed for at understøtte skolernes videre udvikling. Jeg ser også med tilfredshed på, at der fra Statens side ikke er lavet snævre rammer for anvendelsen, således at skolerne selv kan vurdere, hvor pengene kan gøre den bedste gavn. Tilmed er det en god måde for skolerne at kunne planlægge det kommende skoleår med flere lærerkræfter efter et udmarvende år med Covid-19”.

Flere lærere i klasserne

Flere elever vil opleve at have timer, hvor flere lærere er sammen om undervisningen. Det giver blandt andet mulighed for, at eleverne kan arbejde på mindre hold, og det giver ekstra hænder til støtte til elever med særlige behov. Ressourcen vil hjælpe skolerne på vejen mod en reel undervisningsdifferentiering.

De ekstra lærerkræfter skal nemlig bruges på at styrke kommunens tilbud om holddannelsestimer, to-lærerordninger, samt specialpædagogisk støtte og inklusion.

Her i Rudersdal ønsker vi at tilbyde vores skolebørn den bedst mulige skolegang. Flere dygtige lærere i vores skoler er naturligvis altid et godt fundament for at lykkes med netop det,” tilføjer Børne- og Skoleudvalgets formand Daniel E. Hansen.

Alle folkeskoler får et løft

Alle otte folkeskoler i Rudersdal får del i pengene og dermed råd til at ansætte flere lærere. Midlerne er ligeligt fordelt mellem skolerne efter antallet af elever på skolen. Da specialklasseelever tæller for to i beregningen af skolernes elevtal, vil skoler med specialklasserækker også opleve at få tilført ekstra ressourcer til at styrke undervisningen.

Flere midler følger

Pengene kommer fra Staten, der med Finansloven 2020 vedtog at give penge til et generelt løft af Folkeskolen. I år har Rudersdal Kommune modtaget 4,9 millioner kroner til kommunens skoler. Beløbet vil stige allerede fra næste år. Rudersdal Kommune forventer at modtage 10 millioner kroner fra år 2023 og frem.

Fakta

  • I Finansloven for 2020 blev der fra 2020 og årene frem afsat midler til at styrke Folkeskolen gennem ansættelse af flere lærere.
  • Der er afsat 275 mio. kr. i 2020 stigende til 807 mio. kr. fra 2023 og frem.
  • I 2021 er afsat 399,6 mio. kr. til fordeling mellem kommunerne.
  • Rudersdal Kommunes andel udgør i 2021 4,9 mio. kr.

Emner

  • Politik

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50