Pressemeddelelse -

MantziusLive flytter forårssæsonen og ser frem

Som offentlig kulturinstitution, spillested og mødested har Kulturcenter Mantzius måttet gribe den nye livesituation og dens medfølgende begrænsninger som et kreativt benspænd for at nytænke muligheder og løsninger. Det er der kommet et spektakulært efterår ud af. MantziusLive har nemlig flyttet forårssæsonen og besluttet sig for at se frem.

  

Foråret er flyttet frem

På Kulturcenter Mantzius og spillestedet MantziusLive var kalenderdagene i marts og fremefter fyldt med store liveoplevelser – koncerter, børneshows, teater, foredrag, stand-up og ikke mindst flotte foreningsarrangementer. Forårssæsonen så lovende ud, både i forhold til programmets bredde og kvalitetsniveau, men også billetsalget, der i længere tid har afspejlet en voksende tilknytning til og interesse i huset, der lyser orange og normalt lyder af liv i Birkerøds bymidte. Nu er der slukket og stille.

Til gengæld knopskyder digitale kulturtilbud frem på forskellige platforme, og liveaktører over hele landet arbejder videre med at bringe oplevelser ud til publikum. På MantziusLive er mere end 30 livearrangementer blevet flyttede i håb om, at oplevelserne kan finde sted i en nær fremtid, men også for at knytte en egen form for sikkerhedsnet under de mange optrædende, der skulle have været forbi Birkerød i foråret.

”- Vi har knoklet i kulissen for at undgå aflysninger og at fokusere på udskydelser. Det giver mig – og alle os med berøringsflade til huset – en stor glæde og tiltrængt form for ro at kunne holde hånden lidt under alle de optrædende, teknikere m.v., der lige nu står i en ustabil, uoverskuelig situation, ved at gøre vores bedste for, at der er en ny arrangementsdato at se frem til,” fortæller kunstnerisk leder af MantziusLive, Mads Riishede, om det store puslespilsarbejde, der har foregået fra hjemmekontorerne.

”- Jeg er ydmyg over den samarbejdsvillighed, jeg har mødt fra hele livebranchen, og jeg har kun oplevet, at alle – fra optrædende til bureauer til spillestedskollegaer og ikke mindst vores uundværlige brancheorganisation Dansk Live - har arbejdet benhårdt for at få spillesteder over hele Danmark til at lykkes med deres programmer,” fortsætter Mads Riishede.

  

Billetsalg på pause opfordrer til kreativitet

Parallelt med arbejdet for at flytte arrangementer er der andre udfordringer, der presser sig på for det lokale spillested.

”- Vi ser desværre et billetsalg, der er gået i stå. Det påvirker selvfølgelig vores økonomi, at vi mister indtægter på arrangementer og ikke ved, hvordan vores fremtidige billetsalg kommer til at se ud,” fortæller Mads Riishede og fortsætter:

”- Når vi bliver spurgt om, hvad man kan gøre for at støtte sit lokale spillested, er ét svar, at man kan beholde sine billetter til de arrangementer, der er blevet flyttet frem, fordi vi og dem, der skal optræde, stadig glæder os til at dele den oplevelse med jer. Man kan også købe billetter til fremtidige arrangementer som gaver eller små løfter om at ses, skåles, skråles, danses og krammes ved igen, når vi kan.”

Mads Riishede tilføjer: ”Men mit bedste svar er, at man skal stole på, at Mantzius stadig er her og i dén grad også vil være her på den anden side af situationen, der har sat den fysiske dimension af kulturlivet på pause, men som også opfordrer os til at tænke ud af boksen for at fortsætte med at dele store liveoplevelser.”

”- Det er en svær tid at være fysisk livemødested: Vi er her for at tilbyde et fysisk rum at være fælles om og sammen i – og det er præcis det, vi ikke kan lige nu. På Mantzius har vi grebet den nye virkelighed som et udfordrende, kreativt benspænd for at løfte vores rolle som kommunens kulturhus og professionelle spillested. Det er der kommet et ekstraordinært tætpakket og fedt efterårsprogram ud af, og vi skal sørge for at fortælle vores publikum om alt det, vi kan glæde os til, så lysten til at gå til f.eks. koncerter kan brænde videre,” siger Mads Riishede.

  

Behov for livefællesskabet

”- Jeg finder selv stor glæde i, at kultur og samvær omkring kultur finder sin plads på nye platforme for tiden: Live streaming af koncerter, fællessang, m.m. Vi har simpelthen brug for det rum af refleksion og perspektiv at gå ind i, når vi skal bearbejde vores tanker,” fortæller Mads Riishede.

”- Men vi er jo af den holdning, at der ikke er noget, der løfter hverdagen, som en fælles liveoplevelse. Her mødes og forløses vores følelser, idéer, fortællinger og energi sammen med andre. Det er simpelthen vildt, at vi har så unik et oplevelsesformat til umiddelbar rådighed midt i vores dagligdag; at vi kan gå ned i Birkerød bymidte for at handle ind, men få meter derfra også kan opleve nogle af de vigtigste navne fra ind- og udland sammen med andre,” uddyber han.

”- Det, vi som spillested kan gøre nu, er at bruge ventetiden på at gøre vores hus klar til den nye virkelighed. Vi må tro på, at publikum savner det forløsende og befriende i liveoplevelsen lige så meget, som vi gør, og derfor skal vi omfavne tiltag og ressourcer, der opstår som konsekvens af situationen, omsætte dem kreativt og bringe dem med ind i vores fremtidige arbejde som nye, gode løsninger,” tilføjer Mads Riishede.

”- Vi savner at se vores publikum, fordi det er med fællesskabets tilstedeværelse, at vores arbejde og ambitioner løfter sig fra skrivebordene og computerskærmene og bliver til noget unikt. Jeg glæder mig til selv at tage til koncerter på Mantzius og andre spillesteder. Det er ubærligt at have udsigt til en sommer uden festivaler som SPOT, Heartland, NorthSide og Roskilde Festival m.fl. Men jeg vil gøre mit bedste for at samle alt det savn, jeg har til at stå side om side med et fælles blik rettet mod scenen, og omdirigere det til forventningsglæden ved et spektakulært efterår i hele landet. Jeg ved i hvert fald, at jeg beholder min festivalbillet,” afslutter Mads Riishede.

Centralt for Kulturcenter Mantzius står vigtigheden af det, livefællesskaber kan, samt de mange muligheder og begrænsninger i den blomstrende digitale omstilling.

”- Jeg har oplevet, at vi som medarbejdere den sidste tid er rykket – metaforisk – tæt sammen, har sat alle vores ressourcer ind på godt og grundigt dialog- og koordinationsarbejde og fundet en ny rytme i en kaotisk situation. Energien kommer fra det, man altid siger, kultur bringer frem i folk: Behovet for fællesskabet. Nu drejer vores fællesskab sig om at finde de gode løsninger på kommende udfordringer.”

Den energi taler for sig selv. Med den langsomt nyfundne arbejdsrytme, input fra frivillige, samarbejdspartnere og lokalmiljø har Kulturcenter Mantzius tænkt sig at arbejde videre for, at der er en masse at se frem til sammen, inden for fællesskabet og i fremtiden.

  

Få overblik over nye datoer og følg med i MantziusLives program online på MantziusLive.dk.

Related links

Emner

  • Kultur

Kategorier

  • kulturcenter mantzius
  • mantziuslive
  • kultur

Regions

  • Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50