Pressemeddelelse -

Røde Kors forsøder livet for borgere med særlige behov

Coronakrisen har budt på en ny hverdag og en langvarig social isolation, som kan have været særligt udfordrende for mennesker med udviklingshandicap og særlige behov. En donation fra Dansk Røde Kors Birkerød vil derfor forsøde livet for gruppen af borgere tilknyttet Værkstederne ved Rude Skov ved Birkerød.

De seneste måneder, hvor mange har haft en helt anderledes hverdag med stærkt begrænsede muligheder for at se venner, pårørende og kollegaer, har været en stor udfordring for de fleste.

Men for mennesker med særlige behov og psykiske udviklingshandicap har den sociale isolation og afsavnet af kolleger, venner og familie været en helt særlig udfordring. Derfor vil den lokale afdeling af Dansk Røde Kors i Birkerød donere 13.500 kroner til glæde for borgerne i beskyttet beskæftigelse i Værkstederne ved Rude Skov.

Formanden for Social og Sundhedsudvalget i Rudersdal Kommune, Birgitte Schjerning Povlsen, glæder sig over donationen,

”Det er altid meget glædeligt, når organisationer og andre bidrager til at gøre noget godt for nogle af de mest udsatte borgere tilknyttet vores tilbud, som her Værkstederne ved Rude Skov. Og specielt i denne tid, hvor borgerne endelig så småt kan vende tilbage til Værkstederne, er det dejligt at have mulighed for at kunne tilbyde dem en særlig velkomst, udover det sædvanlige. Der skal derfor lyde et stort tak til Røde Kors her fra”, siger Birgitte Schjerning Povlsen.

Formanden for den lokale afdeling af Dansk Røde Kors i Birkerød, Niels Jarnø Johansen, var ikke i tvivl om, hvem der skulle have glæde af donationen, da muligheden bød sig.

Røde Kors har en frivillig aftale med nogle af Værkstedernes brugere, som igennem de seneste år har hjulpet med at tømme Røde Kors tøjcontainere i Rudersdal Kommune. Vi har derfor fået et godt kendskab til gruppen af borgere, hvor det at gå på arbejde med mulighed for at være social med kolleger har en helt særlig betydning. Det har derfor også været vanskeligt for nogle af borgerne tilknyttet Værkstederne ikke at kunne komme på arbejde og indgå i en normal hverdag. Nu hvor Værkstederne åbner igen, kan vi med donationen give mulighed for at der kan gøres noget ekstra godt for brugerne”, siger Niels Jarnø Johansen, som vil lade det være op til brugerne og Værkstederne ved Rude Skov selv at beslutte, præcis hvad pengene skal bruges til.

Kontakt:

Jens P. Sorring, stedfortræder 
Center for Sociale Indsatser - Rude Skov 
Tlf.: 46 11 36 54

Emner

  • Politik

Kategorier

  • rudersdal kommune

Regions

  • Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Jens Gregersen

Pressekontakt Head of Communications 46 11 11 50