Pressemeddelelse -

Rudersdal åbner visse udendørs idræts- og fritidsaktiviteter

Dele af idræts- og fritidsaktiviteterne og Rudersdal Kommunens udendørs faciliteter og anlæg genåbner. Det sker efter at sundhedsmyndighederne har ændret deres anbefalinger. Åbningen gælder kun aktiviteter uden kropskontakt.

Rudersdal Kommune har efter at sundhedsmyndighederne har ændret deres anbefalinger valgt at genåbne visse dele af idræts- og fritidslivet samt dele af kommunens udendørs faciliteter og anlæg. Det sker med udgangspunkt i retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen og de landsdækkende organisationer DIF/DGI/DUF og med en klar opfordring til alle brugere om at udvise gensidig respekt.

Kristine Thrane, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget siger: ”Det glæder mig, at vi nu igen så småt kan åbne for udendørsaktiviteter i kommunen. Vi ved, at rigtig mange af vores borgere savner at være aktive sammen udendørs. Det er dog vigtigt, at alle følger og respektere de gældende krav og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne. Der er udelukkende tale om en kontrolleret og gradvis åbning, hvor forudsætningen er, at vi alle medvirker til at undgå smittespredning”.

Følg sundhedsmyndighedernes retningslinjer

De generelle krav og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne skal overholdes ved brug af kommunens idræts- og fritidsaktiviteter. Det betyder:

  • At man ikke må samles flere end ti personer.
  • At man skal holde en afstand på minimum to meter til andre personer.
  • At man skal være særligt opmærksom på håndhygiejne. Brug håndsprit, hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe.
  • At host eller nys sker i albuen eller i et papirlommetørklæde.
  • At man skal holde sig hjemme, hvis man har symptomer som fx feber, hoste, muskelømhed. Gå straks hjem selv ved milde symptomer
  • Vær opmærksom på de særlige risikogrupper, som er defineret af Sundhedsstyrelsen.
  • Hvis der i forbindelse med træning og brug af faciliteter benyttes rekvisitter (fx ketsjer, diskos, kugler eller golfkøller), anbefales det, at der kun benyttes personlige rekvisitter. Hvis det ikke er muligt, skal der være særskilt opmærksomhed på rengøring af fælles kontaktflader, hver gang en person afslutter brugen af en rekvisit
  • Klubhuse, omklædnings-, toilet- og badefaciliteter ikke er tilgængelige.

Kristine Thrane siger: ”De enkelte idrætsforbund har specifikke anbefalinger for, hvordan udendørsaktiviteter uden kropskontakt bedst kan gennemføres i denne forsigtige og kontrollerede åbning. Vi henviser derfor til de enkelte idrætsforbunds anbefalinger.”

Ingen fodbold eller amerikansk fodbold

Åbningen gælder alene aktiviteter uden kropskontakt. Det betyder, at fodbold og amerikansk fodbold ikke er omfattet af genåbningen. Dansk Boldspilunion (DBU) har således selv informeret om, at de definerer fodbold og amerikansk fodbold som kontaktsport og at tidligere udmeldinger om, at aktiviteter, herunder holdtræning i både store og små grupper, fastholdes.

Rudersdal Kommune følger disse anbefalinger. Der er derfor fortsat lukket for al, både foreningsorganiseret og kommerciel fodboldaktivitet, herunder også amerikansk fodbold.

Rudersdal Kommune gør opmærksom på, at foreningerne fortsat har ret til at undlade at genåbne aktiviteter på ovennævnte vilkår, hvis foreningen ønsker at fastholde en mere restriktiv tilgang til at udøve udendørs aktiviteter. Den delvise åbning er med andre ord frivillig.

Plakater

Rudersdals borgere vil på udendørsområder møde plakater fra Sundhedsstyrelsen og Rudersdal Kommune, som anviser retningslinjerne for den kontrollerede gradvise åbning af udendørsaktiviteter i forbindelse med kommunens udendørsfaciliteter.

Yderligere information:

Læs retningslinjer og anbefalinger på: politi.dk/corona

Plakat - covid 19: Delvis åbning for udendørs aktiviteter uden kropskontakt

Plakat fra Sundhedsstyrelsen - Til dig der træner udendørs

Emner

  • Fritid

Kategorier

  • kultur
  • rudersdal

Regions

  • Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 56.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Kontakt

Kristine Thrane (S)

Formand Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget 72 68 10 74