Pressemeddelelse -

Gårdbesøg: Læring ad mange veje giver sundere, gladere og klogere børn

Citatet i overskriften stammer fra Karen Barfoed, der er forskningsleder, docent VIA university College, der var blandt de 48 deltager på Hestbjerg Økologi til arrangementet ´På med gummistøvlerne´, der blev afholdt onsdag. Bag arrangementet stod Holstebro Struer Landboforening, Landbrug & Fødevarer, Holstebro Ungdomsskole og Hestbjerg Økologi.

- Meningsfuld ude-undervisning som f.eks. et gårdbesøg er med til at skabe bedre trivsel, større motivation og bedre relationer til klassekammeraterne. Undervisning knyttet til sanselige og kropslige oplevelser har betydning for hukommelse og forståelse for det faglige stof, siger Karen Barfoed.

Rammerne for arrangementet var Hestbjerg Økologi, der blandt andet er kendt for Poppelgrisen, som findes hos COOP, og her viste Marianne Fløe Hestbjerg rundt.

- Det vigtigste for at skabe et spændende og lærerigt gårdbesøg er forventningsafstemning mellem lærer og landmand. Gårdbesøget skal være en del af en sammenhæng - et undervisningsforløb. Et gårdbesøg kan skabe en aha-oplevelse, hvor det eleverne har lært på klassen pludselig give mening. Det er fantastisk at udfordre det traditionelle klasselokale og invitere eleverne indenfor i en helt ny læringsarena, siger Marianne Fløe Hestbjerg.

Når en skoleklasse kommer på gårdbesøg møder de en formidler, der ikke er skolet af en læreruddannelse, men er ekspert på sit eget område. Det er en af styrkerne ved gårdbesøgene. Det mener Anders H. Ørts fra Holstebro Struer Landboforening, der har været involveret i Landbrug & Fødevarers Skoletjeneste i næsten 20 år.

- Min erfaring på området og de tilbagemeldinger vi får fra skolebesøgene viser, at særligt skoleeleverne får rigtig meget ud af et gårdbesøg. At de møder en landmand - eller kvinde, der arbejder med faget, skaber troværdighed og autencitet, siger han.

Den opfattelse bakker Ann Karina Kjær Rendboe, der er folkeskolelærer på Nr. Felding Skole op om.

- Det kan bidrage til, eleverne får et indblik i hvor maden kommer fra, og eleverne lærer også noget af at komme ud af huset, og om det at være gæst. Jeg nyder rigtig meget at være på tur med børnene på denne måde, for vi kan få besvaret mange af de store spørgsmål, som vi berører i undervisningen som f.eks. klima, og biodiversitet, siger hun.

Emner

  • Jordbrug, landbrug, fiskeri

Kategorier

  • klima
  • biodiversitet
  • arrangement

Regions

  • Midtjylland

Kontakt

Kasper Frank Christensen

Pressekontakt Kommunikationschef Kommunikation og Presse 31596006