Pressemeddelelse -

Mange besøgende til Danmarks største kartoffel-event

Der var fuldt hus, da teltdugen blev slået op til rundstykker og kaffe inden Kartoffeldagen 2021 startede. Omkring 350 kartoffel interesserede havde nemlig valgt at bruge formiddagen på forsøgsmarkerne omkring Arnborg for at blive klogere på trends og udvikling indenfor den runde højværdiafgrøde.

Som det efterhånden er tradition på Kartoffeldagen, blev de fremmødte delt ind i fem grupper, der bevægede som rundt på forskellige stationer, der hver især havde et særskilt emne: Sorter, bejdsning, mekanisk vækststandsning, skimmel og bladplet samt en post om gødningsforsøg.

SAGROs Planterådgivere Jesper Kjelde og Klaus Beck var at finde på post fem, hvor emnet var gødningsforsøg.

- Den samlede tilbagemelding er, at folk var meget spørgelystne, og det var også, hvad vi oplevede på vores post. Det er jo meget interessant for avlerne at blive klogere på, hvordan de kan optimere udbytte ved at kombinere forskellige typer af gødning og næringsstoffer, siger Jesper Kjelde.

De nye sorter
På post 1 var producenter af forskellige kartoffelsorter repræsenterede, og her havde hver producent seks minutter til at overbevise avlerne om, hvorfor netop deres sort er fremtiden indenfor kartoffelavl. KMC, AKV, Danespo, Karmark og Semagri, Solana var repræsenterede, og her blev resultaterne af deres kartoffelplanter på forsøgsmarken også vist frem.

Da rundturene ved posterne var overstået, var det tid til frokost, der bestod af frikadeller og -selvfølgelig- kartoffelsalat. Efterfølgende var der fælles oplæg i teltet, samt rig mulighed for at sparke dæk i det gode vejr.

- Vi har aldrig haft så mange maskiner til Kartoffeldagen før. Der var alt fra de nyeste traktorer, kartoffeloptagere til avancerede sprøjtemaskiner, siger Jesper Kjelde.

Sprøjte mindre
En af dem, der var mødt på for at fremvise den nyeste teknologi var Anders Clemmensen fra Brøns Group, der er importør af Amazone til det danske marked. Og han oplever en stigende efterspørgsel på den enhed, som de kalder AmaSelect.

- AmaSelect-enheden gør det muligt at pletsprøjte særlige områder helt ned til enkeltplanteniveau efter en forudgående droneinspektion af marken, som SAGRO kan udføre. Der er ingen grund til at sprøjte hele marken, hvis man kan nøjes med at sprøjte de områder, hvor man har udfordringerne, siger han.

Kartoffeldagen arrangeres af SAGRO, Vestjysk, Lemvigegnens Landboforening, KMC og Ytteborg.

Emner

  • Jordbrug, landbrug, fiskeri

Kategorier

  • kartoffelavl
  • arrangement
  • kartoffel

Kontakt

Kasper Frank Christensen

Pressekontakt Kommunikationschef Kommunikation og Presse 31596006