Pressemeddelelse -

Caribisk comeback og nyt langdistancefly

Normalt er det først midt i december, at Danmarks største rejsearrangør lancerer næste års vinterprogram. Men i år går man ud en hel måned tidligere og løfter allerede i dag sløret for vinteren 2022/23, der byder på længe ventet comeback til blandt andet Gambia og Den Dominikanske Republik. Sidstnævnte endda med et fabriksnyt og CO2 besparende fly fra Spies’ eget flyselskab, Sunclass Airlines. Flyet, der er af typen Airbus A330-900 neo indsættes som nyt langdistancefly på ruten København-Punta Cana og letter første gang fra København 19. december 2022. Og så byder Billund som noget helt nyt på direkte vinterafgange til dette års helt store feriehit for børnefamilier, nemlig Kap Verde.

Efter et par års pause grundet rejserestriktioner og begrænset efterspørgsel genoptager Spies fra næste vinter populære destinationer som Gambia, Egypten og Caribiske Punta Cana i Den Dominikanske Republik. Dermed er man tilbage for fuld speed - også til alle de oversøiske destinationer, hvoraf for eksempel Thailand atter åbner som charterdestination med egne fly. Og der er stor glæde at spore hos Spies og ikke mindst hos gæsterne. Kommunikationschef, Sofie Folden Lund siger:

Ingen tvivl om, at vores gæster har efterspurgt både Den Dominikanske Republik og Gambia i år. Vi forudser også, at Egypten igen vil blive populært, når vi åbner for bookinger om en måneds tid. I det hele taget er vi enormt glade for at kunne lancere et fuldt program uden undtagelser næste vinter – endda med et nyt stræk fra Billund til Kap Verde, som for alvor beviser sit potentiale som familiedestination i år.”

23 procent mindre CO2 udslip og større rækkevidde med nyt ”State of the art” - fly

Udover stor efterspørgsel fra gæsterne på næste års vinterprogram er der en anden væsentlig grund til at Spies går ud med næste vinters program så tidligt i år. Årsagen hedder Airbus A330-900 neo. En netop underskrevet aftale sikrer nemlig koncernen og dets flyselskab Sunclass Airlines et ’state of the art’ fly, der skal indgå på ruter til både Caribien og østen med en CO2 besparelse på op til 23 procent sammenlignet med tidligere versioner af flytypen. Adm. direktør i Sunclass Airlines, Torben Østergaard siger:

”Udvidelsen og fornyelsen af vores flyflåde ligger i direkte forlængelse af den nordiske strategi. Vi arbejder henimod at skabe vækst i form af nye rejsemål og øge flykomforten endnu mere for vores gæster samt sikre, at vi udleder mindst muligt CO2”, udtaler han og understreger, at A330-900 neo er det helt rigtige fly til opgaven. ” Vi vil anvende flyet til at dække hele vores program, altså flyvninger til Middelhavsområdet om sommeren, De Kanariske Øer og langdistance om vinteren. Flyet kan det hele og mere til, så vi har faktisk mulighed for at lægge rejsemål til, som vi med den tidligere flyflåde ikke kunne flyve til”.

Nyt fly på rekordtid

Normalt har flyproducenterne flere års leveringstid på nye fly. Men i kølvandet på pandemien har man hos Airbus oplevet en del afbestillinger, hvilket kommer Spies og Sunclass Airlines til gode med mulighed for leverance af dette fabriksnye Neo-fly på rekordtid. Det nye A330-900 neo. er netop ved at blive bygget på Airbus’ fabrik i Toulouse og ventes færdigt i efteråret 2022.

Udover den markante reduktion i CO2 udledning pr. sædekilometer så byder A330-900 neo på støjreduktion på 33 procent sammenlignet med de nuværende fly samt mere benplads og større skærme i sæderne. Og hos piloterne er der ingen tvivl om, at man glæder sig til, det bliver næste vinter. Chefpilot hos Sunclass Airlines, Niels Mikkelsen siger:

”Vi har med stor interesse fulgt med i udviklingen af A330-900 neo, og det er imponerende at se, hvordan Airbus har forbedret den allerede fantastiske A330, som vi elsker at flyve. At NEO står for New Engine Option, ses tydeligt med den revolutionerende Rolls Royce Trent 7000 motor. Et andet eksempel på den teknologiske udvikling er de nye designede vinger. Det er disse to ting, der gør den så meget mere brændstoføkonomisk af flyve. Flyet har også en helt nyudviklet radar, kommunikationsudstyr og andre nye sikkerhedssystemer, der løfter hele flyet ind i en ny æra”, siger Niels Mikkelsen og tilføjer, at det nye Neo-fly samtidig er en flytype, som piloterne i Sunclass Airlines kender ud og ind, og som derfor er helt ligetil at flyve for dem. ”Nu glæder jeg mig bare til at se den i Sunclass farver” slutter Niels Mikkelsen.

A330-900 neo. fra Sunclass Airlines flyver næste vinter fra København hver 14. dag – med kurs mod Punta Cana i Den Dominikanske Republik. De øvrige afgange med dette ny-leasede fly vil det første år være fra Arlanda Lufthavn i Stockholm mod Caribien og Østen.

Det nye vinterprogram for Spies 2022/23 kan ses her: https://www.spies.dk/rejser/vinter/naeste-vinter

For yderligere information kontakt Kommunikations- og pressechef Sofie Folden Lund: sofie.lund@spies.dk/ 26 36 23 77

Om Sunclass Airline A330-900neo fly

  • NEO står for New Engine Option og har en Rolls-Royce Trent 7000 motor.
  • Udleder op til 23 procent mindre CO2 pr. sædekilometer end de nuværende A330-200.
  • Støjreduktion på 33 procent sammenlignet med de nuværende A330-200
  • Flyet udstyres med moderne og komfortable Recaro sæder af typen 3710
  • Der er 8 sæder på række, og alle ombord vil have minimum 30 tommer benplads - på Premiumklassen hele 34 tommer
  • Flyet konfigureres i to udgaver henholdsvis sommer og vinter:
    • Sommerkonfiguration bliver med 385 sæder
    • Om vinteren reduceres antallet af sæder til 373 og i forreste sektion, Premium til 84 sæder, således at alle i den del af flyet får 34 tommer benplads.
  • Det nye IFE system hedder Safron Rave (Safron er også produktet på nuværende type, men opgraderes til Rave udgave som giver øget stabilitet og mulighed for et optimeret indhold)
  • In-seat skærme opgraderes til hele 13,3 tommer med omfattende entertainmentsystem 
  • Derudover tilbydes der nu både USBa og den endnu kraftigere variant USBc opladning
  • Flyet er leaset via ALC, Air Lease Corporation: https://airleasecorp.com/

A 330-900neo flyprogram fra vinter 2022/23:

  • Kommer til at flyve CPH/ARN-Punta Cana/Den Dominikanske Republik hver 14. dag
  • Kommer til at flyve fra Sverige:
    • ARN-Aruba, hver 14. dag
    • ARN-Phu Quoc/Vietnam, hver 14. dag
    • ARN-Montego Bay/Jamaica, hver 14. Dag
    • CPH/ARN-Punta Cana/Dom.Rep, hver 14. dag
    • ARN-Phuket, hver uge

Emner

  • Turisme

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Nordic Leisure Travel Group sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies’ gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Sunclass Airlines . 

Kontakt