Pressemeddelelse -

Nyt samarbejde sikrer flere digitale praktikpladser

Et samarbejde mellem TEC på Frederiksberg og TDC Group har resulteret i en uddannelse, som skal uddanne elektrikere med speciale i netværk og datakommunikation. Kompetencer som samfundet har brug for i den fortsatte udbygning af Danmarks digitale infrastruktur.

Fremtiden kalder på kompetencer inden for netværk og datakommunikation, når Danmark skal digitaliseres yderligere. Derfor fortsætter otte elektrikerlærlinge fra erhvervsuddannelsesinstitutionen TEC, som i forvejen har bestået elektrikeruddannelsens grundforløb, nu i praktik hos TDC Group for at opnå et speciale i netværk og datakommunikation, som en del af deres hovedforløb. Den 4-årige erhvervsuddannelse vil give elektrikerne en specialisering og samtidig mulighed for at finde ansættelse i hele el-branchen, idet TDC Group samarbejder med elinstallationsvirksomheden Fugmann A/S om en del af praktikforløbet, så lærlingene opnår den brede palet af elektrikerkompetencer, som er indgår i elektrikeruddannelsens målkrav.

Hos TEC er man begejstrede for den nye måde at tilrettelægge praktikforløb på.

”Elektrikeruddannelsen står i dag meget stærkt med en række nye muligheder, der styrker fleksibiliteten for at tillære sig specialer, som mange mere specialiserede virksomheder efterspørger”, fortæller udviklingsdirektør hos TEC Frederiksberg Kristian Stagis og fortsætter:

”De nye muligheder betyder også, at man kan bruge en kombinationsaftale, hvor flere virksomheder deler en lærlings praktikophold. Her har samarbejdet mellem TDC Group og Fugmann A/S været rigtig godt, og vi kan se, at det skaber en endnu stærkere profil hos lærlingen, fordi det ofte medfører en høj grad af relevans i lærlingens forskellige praktikforløb”.

Generationsskifte på vej
Samfundets behov for elektrikere med speciale i netværk og datakommunikation er stigende og bliver kun større, når fx Internet of Things for alvor slår igennem. Lige nu er arbejdsløsheden blandt elektrikere næsten 0%, og derfor er der allerede nu mangel på de relevante kompetencer.

Udfordringen bliver dog kun større af, at el-branchen, herunder teleselskaberne, står over for et generationsskifte af tekniske medarbejdere.

”Halvdelen af teknikerne i TDC Group kan vælge at gå på pension om 7 år, og derfor er der behov for, at der uddannes betydelig flere unge med tekniske kompetencer end i dag”, siger Jan Heltborg, underdirektør i TDC Group og ansvarlig for koncernens on-site teknikere i København og Nordsjælland.

De unge skal drive samfundet
Hos TDC Group er man derfor også bekymret over, at alt for få unge vælger erhvervsuddannelser, da der er hårdt brug for deres kompetencer, også i fremtiden. Koncerndirektør i TDC Group Jens Aaløse er øverst ansvarlig for bl.a. uddannelse og rekruttering i TDC Group. Han håber, at flere unge vil få øjnene op for de muligheder, som erhvervsuddannelserne giver.

”Den nye specialiserede elektrikeruddannelse giver mulighed for at arbejde med de teknologier, som er med til at drive vores samfund frem. Teknologier, som understøtter udviklingen af vores sygehuse, som gør vores dagligdag lettere, og som skaber grundlaget for nye forretningsmodeller, der kan styrke erhvervslivets konkurrenceevne og dermed væksten i samfundet,” forklarer Jens Aaløse og fortsætter:

”Finder man ud af, at man har en leder i maven, giver vi hos TDC Group mulighed for at videreuddanne sig og skabe en lederkarriere – den mulighed giver en erhvervsuddannelse altså også.”

Praktikpladser er et samfundsansvar
Manglen på praktikpladser har været én af årsagerne til, at flere unge fravælger erhvervsuddannelserne, og derfor mener TDC Group, at det er vigtigt, at virksomheder tager det samfundsansvar, det er at oprette praktikpladser for lærlinge og sikre fremtidens kompetencer. TDC Groups erfaringer er også, at virksomheder får en masse ud af at tage lærlinge ind:

”Selvom det kræver ressourcer at tage lærlinge ind, så får man som virksomhed adgang til den nyeste viden, hvilket er vigtig for at holde sig up to date”, understreger Jan Heltborg.

TDC Groups lærlingeuddannelse for elektrikere kører ind til videre som et forsøgsprojekt, men allerede i maj 2018 tager virksomheden et nyt hold på otte lærlinge ind, og TDC Group forventer at holde kadencen i de kommende år, således at man når op på i alt 32 elever i løbet af 4 år.

Emner

  • Erhverv

TDC Group forbinder danskerne og har en klar ambition om at gøre det enklere og bedre for kunderne at få adgang til digitale tjenester og indhold. Virksomheden er Danmarks foretrukne udbyder af kommunikations- og underholdningstjenester i hjemmet og på farten. YouSee, Telmore, Fullrate og Blockbuster giver danskerne hurtig og let adgang til massevis af musik, film og tv på alle platforme når som helst og hvor som helst. TDC Erhverv skaber fremtidens vækst i såvel store som små danske virksomheder gennem digitale og enkle løsninger. I Norge leverer TDC Group mobil, tv og bredbånd til norske hjem via selskabet Get, der er Norges hurtigst voksende bredbåndsudbyder.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510