Pressemeddelelse -
Nyt kæmpetalent lyser op på den svenske popstjernehimmel
VEGA præsenterer:
Nyt kæmpetalent lyser op på den svenske popstjernehimmel
Sarah Klangs talent har taget Sverige med storm, og sangerinden har nu blikket rettet mod resten af verden. Den 6. december fylder hun Lille VEGA med pompøs melankoli.
25-årige Sarah Klang er godt i gang med at cementere sig som et af de navne, man skal holde et vågent øje med på den skandinaviske musikscene. Med en stemme der kan måle sig med Adele hersker der ingen tvivl om den unge svenskers potentiale.
Vemodighed og melankoli er omdrejningspunkterne i sangerindens storslåede sange, hvilket har skaffet hende et ry som ”the saddest girl in Sweden” – naturligvis sagt med kærlighed. Sverige er kendt for at være stor eksportør af ørehængende pop, men Sarah Klang kan ikke skæres over den gængse popstjernekam. Elementer af country og americana spiller dominerende roller på melodierne, og hendes stemme sætter hende absolut i en kategori for sig.
Hun bragede igennem mainstream-muren i hjemlandet, da hun i starten af året optrådte i quizprogrammet På Spåret med et cover af Mama Cass Elliots ”Make Your Own Kind of Music”. Klangs imponerende debutalbum Love In The Milky Way blev sendt på gaden i februar og røg direkte til tops på de svenske hitlister. Alt peger på en lovende karriere for det svenske sangtalent.
Internationalt har svenske Klang også opnået anerkendelse, blandt andet fra Billboard Magazine, som blev betaget af sangerinden efter en udsolgt koncert i New York. Hun har netop spillet på SPOT Festival til stor begejstring, og til august indtager hun Way Out West i hjembyen Göteborg.
Fakta om koncerten:
Sarah Klang (SE)
Torsdag den 6. december kl. 21.00
Lille VEGA, Enghavevej 40, 1674 København V
Billetpris: 150 kr. + gebyr
Billetsalget starter i dag via vega.dk og Ticketmaster
Læs mere og køb billet til koncerten med Sarah Klang
Related links
Emner
Kategorier
VEGA er et regionalt spillested med cirka 330 koncerter årligt på de tre scener: Store VEGA, Lille VEGA og Ideal Bar Live. VEGA blev etableret i 1996 som en erhvervsdrivende fond: Koncertvirksomhedens Fond. VEGA har ingen aktionærer og et evt. overskud investeres i at skabe flere koncerter og bedre vilkår for livemusikken.