Gå til indhold
Nyt vådområde ved Brændstrup Bæk indvies

Pressemeddelelse -

Nyt vådområde ved Brændstrup Bæk indvies

12 lodsejere har taget initiativ til projektet, der nu er en realitet.

Tilbage i 2016 fik Vejen Kommune en henvendelse fra Sønderjysk Landboforening på vegne af en række lodsejere langs Brændstrup Bæk. De ville gerne etablere et vådområde med det fine formål at genskabe naturlige vandstandsforhold og derved mindske udledningen af kvælstof til Vadehavet. 

Det takkede Vejen Kommune ja til, og efter fem års arbejde, er området klar til indvielse. Det sker torsdag den 26. august 2021 mellem klokken 15 og 17. Der er mødested v/Timekær 23, Brændstrup, 6630 Rødding. Arrangementet er for alle, og der vil være tale ved udvalgsformand Vagn Sørensen og Christian Lund formand fra Sønderjysk Landbrugforening, samt lidt til ganen.

Generelt tager etablering af vådområder lang tid. Opgaver som forundersøgelser, jordfordeling, detailprojektering og myndighedsbehandling kræver kræfter og projektledelse. Projektet er dog forløbet smidigt, da der har været et aktivt og positivt samarbejde med lodsejerne igennem hele processen - ikke mindst under selve anlægsfasen.

Nu er 1600 meter på strækningen af Brændstrup Bæk genslynget, der er åbnet en rørlagt strækning på 220 meter og sløjfet dræn, grøfter og brønde samt etableret overrislingsgrøfter og overrisling af drænvand. Det store projektområde på 69 hektar reducerer nu udledningen af kvælstof til Vadehavet med 6,3 ton kvælstof årligt. I alt har projektet kostet kr. 2,5 mio. kr. og er finansieret med 75 procent af EU’s landdistriktsmidler og 25 procent af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Formand for teknik- og miljøudvalget i Vejen Kommune Vagn Sørensen har løbende fulgt processen og er meget begejstret for slutresultatet:

- Projektet er meget vellykket. Der skal lyde en stor tak til de mange samarbejdspartnere lige fra lodsejere, Sønderjysk Landboforening og Jordfordelingskontoret til rådgivningsfirmaet EnviDan og entreprenør T. Eggertsen. Vi har været utrolig glade for samarbejdet hele vejen igennem, og glæder os til at vise det frem.

Vådområdeprojekter er en af indsatserne i statens Vandområdeplan og bidrager til kvælstofbalancen i Landbrugspakken fra 2015. Selvom om det hedder et vådområde er det stadig muligt at benytte de fleste af arealerne til afgræsning og høslæt om sommeren.

Emner

Regions


Vejen Kommune har en unik, geografisk beliggenhed i hjertet af Syddanmark. Motorvej E20 løber gennem kommunen og giver ligesom togstationerne i Vejen, Brørup og Holsted en fantastisk infrastruktur med en nem adgang til resten af landet.

Vejen Kommune er kendt som en erhvervsvenlig kommune med hovedvægten på virksomheder indenfor fødevareproduktion, transport og byggeri. Vi har desuden et af landets største idrætsanlæg, liga speedway, to af landets ældste højskoler samt et aktivt kultur- og foreningsliv. Det er også oplagt at snøre løbe- og vandreskoene eller hoppe på mountainbiken og opleve områdets skønne natur.

Kontakt

Inge Nagstrup

Biolog Teknik & Miljø, Vejen Kommune 7996 6262

Vagn Sørensen

Byrådsmedlem Udvalgsformand, Teknik og Miljø 40289354

Hjertet af Syddanmark

Vejen Kommune er en mellemstor kommune med knap 43.000 indbyggere og cirka 19.000 arbejdspladser. Vejen Kommune har stort fokus på fødevarebranchen, og en meget stor del af arbejdspladserne finder man i den branche. Vejen Kommune prioriterer sit erhvervsliv, og har et tæt samarbejde med kommunens mange virksomheder, og forsøger på bedste vis at bistå virksomhederne med god service og kvalificeret arbejdskraft.
Vejen Kommune har masser af smuk og varieret natur, som benyttes flittigt at både lokale og turister. Der er et aktivt foreningsliv i hele kommunen, blandt andet med Vejen Idrætscenter som har stribevis af tilbud, og som også har stor erfaring med afholdelse af større sportsbegivenheder, event, foredrag, konferencer og meget mere.
I Vejen er der billige byggegrunde, både for privat og for erhvervslivet, og der er mange forskellige boformer, blandt andet i en række attraktive landsbyer.
Også handelslivet i Vejen er aktivt og varieret, det gælder til dels i centerbyerne, men i høj grad i Vejen, som byder på et stort og varieret handelsliv med mange butikker.
I Vejen Kommune er der gode muligheder for pasning af børn, og et varieret og kreativt undervisningsmiljø.

Vejen Kommune
Vejen Kommune
Rådhuspassagen 3
6600 Vejen
Danmark