Nyhed —
Lokale repair caféer sparer CO₂ ét fiks ad gangen
Når støvsugeren pludselig giver op, eller højtaleren nægter at spille videre, er den hurtige løsning ofte at købe nyt. Men i Sønderborg og Gråsten findes der steder, hvor ødelagte ting får en ny chance: repair caféerne.
I Repair Café Sønderborg og Repair Café Gråsten står frivillige "fixere" klar til at hjælpe deres medborgere med at reparere alt fra iPads og espressomaskiner til cykler og tøj. Her handler det ikke om at købe nyt, men om at få det gamle til at virke igen.
Siden 2022 har de to repair caféer tilsammen sparet klimaet for over 1,5 ton CO₂ ved at forlænge levetiden på produkter, som ellers kunne være endt som affald. Hver gang en genstand bliver repareret frem for udskiftet, undgår man nemlig den CO₂-udledning, der følger med produktion, transport og bortskaffelse af et nyt produkt.
Små reparationer med stor værdi
De lokale repair caféer er en del af en bevægelse, der vokser støt over hele landet. I dag findes der næsten 150 repair caféer i Danmark, og tilsammen har de forhindret omkring 250 ton CO₂-udledning gennem tusindvis af reparationer.
Erfaringerne viser, at langt de fleste ting faktisk kan reddes. På landsplan lykkes omkring 80 % af reparationerne, og mange besøgende bliver overraskede over, hvor lidt der ofte skal til for at få deres kaffemaskine, elkedel eller lampe tilbage i topform.
– Vi vil jo gerne have endnu flere fixere med. Jo flere vi er, jo flere ting kan vi reparere i fællesskab, siger Anton Johannsen, som er frivillig i Repair Café Sønderborg.
Men repair caféerne handler om mere end skruetrækkere og reservedele. De fungerer også som mødesteder, hvor viden deles på tværs af generationer, og hvor besøgende får mod på selv at reparere næste gang noget går i stykker.
Genbrug ligger i Sønderborgs DNA
Repair caféerne passer godt ind i den måde, vi allerede tænker ressourcer og bæredygtighed på i Sønderborgområdet.
Her findes flere eksempler på, hvordan materialer, energi og produkter får længere liv. Supermarkeder udnytter overskudsvarmen fra køleanlæg, industrivirksomheder arbejder med at reducere spild i produktionen, og forskere på SDU undersøger, hvordan batterier fra elfærger kan få forlænget levetid eller anvendes til nye formål på land.
På samme måde handler repair caféerne om at se værdien i det, vi allerede har. Den enkelte reparation virker måske lille i det store klimaregnskab, men når mange mennesker begynder at tænke anderledes, bliver samfundseffekten betydelig.
Næste Repair Café i Sønderborg
📅 23. juni
📍 Sønderborghus, Martin Nyrops Plads 2, 6400 Sønderborg
🔗 Følg med på deres Facebook-side.
Næste Repair Café i Gråsten
📅 1. september
📍 Ahlmannsparken, mødelokale 3, 6300 Gråsten
🔗 Se mere på her.