Nyhed -
Samkørsel mere end fordoblet i Sønderborgområdet
I løbet af det seneste år er brugen af samkørsel gennem Nabogo-appen vokset markant i Sønderborgområdet. Antallet er således mere end fordoblet fra 2024 til 2025. Det betyder mindre trængsel på vejene, færre CO₂-udledninger og penge sparet for dem, der vælger at køre sammen.
Fra 2024 til 2025 er antallet af Nabogo-samkørsler i Sønderborgområdet vokset fra omkring 12.500 ture til cirka 27.000. Sidste års mange ture fordeler sig på over en halv million kilometer på vejene.
Udviklingen skal ses i lyset af det samarbejde, som Sønderborg Kommune og Nabogo startede i 2024. Aftalen indebærer, at kommunen dækker de første 10 kilometer af hver tur, så passageren kører gratis, mens chaufføren modtager 10 kroner pr. passager. Herefter betaler passageren 75 øre pr. kilometer til chaufføren. Og initiativet virker!
”Borgerne har virkelig taget samkørsel til sig i Sønderborg Kommune. Normalt ligger en by ikke så højt efter blot to års samarbejde,” siger Kasper Dam Mikkelsen, en af de to lokale medstiftere af Nabogo.
“Det glæder mig at se, at min gamle hjemstavn er så god til at køre sammen. Samkørsel giver mere plads på vejene, gavner klimaet, og så styrker det sammenhængskraften, når vi kommer hinanden ved - noget, vi altid har været gode til i Sønderjylland.”
Især de unge hopper med på vognen
En af dem, der bruger samkørsel i hverdagen, er 18-årige Johanne Ecklon, som går på Statsskolen i Sønderborg. Hun bor et stykke uden for Broager – et område, hvor busforbindelserne er begrænsede, og hvor nærmeste stoppested ligger mere end tre kilometer væk.
Når Johanne skal i skole, mødes hun derfor med andre unge fra lokalområdet ved et fast knudepunkt. Her fylder de bilen og kører sammen mod Sønderborg.
”Vi er en flok, der bor omkring Broager, som alle går i gymnasiet inde i Sønderborg. Jeg bor bare længst ude. Vores skemaer passer ofte sammen, så det giver god mening at fylde bilerne og følges ad.”
De skiftes internt i gruppen til at køre, og uanset hvem der sidder bag rattet, har samkørslen gjort en mærkbar forskel for Johannes hverdag. Hvor turen tidligere kunne tage omkring en time, tager den nu cirka 20 minutter.
”Det er rart at have et alternativ til bussen, så jeg ikke altid skal koordinere min morgen med specifikke afgangstidspunkter. Det gør, at jeg har lidt mere frihed i min hverdag.”
Du kan læse mere om samkørsel og den lokalt skabte Nabogo-app her.