Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Sønderborg er centrum for international klimakonference

I den kommende uge bliver Alsik samlingspunkt for flere end hundrede europæiske byrepræsentanter, erhvervsfolk og eksperter, når Sønderborgområdet agerer vært for Rethink Cities Summit 2025. Konferencen byder på workshops og en busrundtur, hvor Sønderborgs klimaprojekter fremvises on site, så deltagerne kan tage konkrete løsninger med hjem til deres egne byer.

Klimaforandringerne aftvinger konkret handling. Heldigvis findes løsningerne allerede – det handler om at få dem implementeret.

I Sønderborgområdet har borgere, virksomheder, institutioner og kommunen arbejdet målrettet med CO2-reducerende tiltag i energisystemet i næsten 20 år, hvilket har resulteret i en foreløbig reduktion på 75 procent. Det gør området til et levende laboratorium med løsninger, som kan kopieres af byer verden over.

Netop derfor er Sønderborg en oplagt værtsby for Rethink Cities Summit. Konferencen har fokus på at sætte handling bag ord og intentioner, og programmet er planlagt, så deltagerne får flest mulige konkrete ideer og løsninger fra både Sønderborg og deltagende byer med hjem til deres egne byer.

Sønderborg som globalt udstillingsvindue
På konferencens første dag får deltagerne en guidet bustur rundt i Sønderborgområdet, hvor de skal opleve klimavenlige løsninger inden for bygninger, transport og energisystemer. Lokale eksperter og virksomheder vil på stedet fortælle om erfaringerne bag de konkrete initiativer og dele ud af deres praktiske viden.

Deltagerne får blandt andet indsigt i, hvordan sygehuse, supermarkeder og boligområder kan gøres energieffektive, en fremvisning af verdens første industrielle Power-to-Gas-anlæg samt en tur i batterirummet på elfærgen Ellen, der satte rekorden som verdens længst rækkende eldrevne færge.

”Sønderborg er et rigtig godt eksempel på, hvordan man lykkes med den grønne omstilling. Gennem vores offentlig-private partnerskab i ProjectZero har hele området reduceret CO2-udledningen med 75 procent indtil nu. Vi har et ansvar for at inspirere andre til, hvordan man som by kan gribe klimaforandringerne an,” siger Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen.

Ingen byer er ens
På konferencens anden dag kommer inspirationen fra oplæg fra seks af de andre deltagende byer, der er grønne frontløbere inden for hver deres område. For eksempel er Oslo meget langt fremme i forhold til at elektrificere deres entreprenørmaskiner på byggepladser, og i Helsinki har man haft succes med at udrulle ladeinfrastruktur til elektriske lastbiler.

Herefter har seks andre byer hver taget en af de udfordringer med, som de står over for i arbejdet med at gøre deres by mere klimavenlig. Den udfordring skal de øvrige deltagere så være med til at komme med løsningsforslag til, så byerne får konkrete og målrettede løsninger, som de kan tage med hjem og omsætte direkte til handling i deres egne byer.

Med Rethink Cities Summit 2025 får Sønderborg en unik mulighed for at fremvise sin rejse fra vision til konkrete resultater og bidrage til klimahandling internationalt – samt ikke mindst at lade sig inspirere af andre byers grønne projekter.

Fakta om Rethink Cities Summit 2025

  • Afholdes i Sønderborg den 8. og 9. september 2025
  • Samler internationale eksperter, beslutningstagere og virksomheder om grøn byudvikling
  • Fokus på konkrete løsninger, handling og vidensdeling
  • Arrangeres af Impact the Future i samarbejde med Bitten & Mads Clausens Fond, Sønderborg Kommune, ProjectZero, Danfoss og Urban Impact

Related links

Emner


ProjectZero er et offentligt-privat partnerskab, der kæmper for et bæredygtigt Sønderborg-område i udvikling og vækst. Vi har givet hinanden håndslag på, at vores energisystem skal være CO2 neutralt i 2029, og at vores opskrift på grøn omstilling bliver løftestang til at udbygge områdets grønne førerposition, styrke vores erhvervsliv og tiltrække nye virksomheder. ProjectZero bygger på et stærkt lokalt engagement og samarbejde, og dette unikke fællesskab er fundamentet for, at missionen lykkes. Til gavn for fremtidens sønderborgere – og for fremtidens verdensborgere.

Kontakt