Gå til indhold
Rebild Kommune skruer ned. Foto: Colourbox
Rebild Kommune skruer ned. Foto: Colourbox

Nyhed -

Rebild Kommune: Vi har reduceret energiforbruget endnu mere end forventet

Et særligt fokus på at holde en rumtemperatur på 19 grader i kommunens bygninger har resulteret i en overraskende stor reduktion i varmeforbruget.

I efteråret 2022 blev det besluttet at sænke temperaturen i mange af Rebild Kommunes bygninger til 19 grader. Målet var at reducere energiforbruget i bygningerne og dermed støtte op om samfundets overordnede behov for, at alle sparer på energien, så en potentiel energikrise undgås.

Indsatsen har båret frugt. Og det i en grad, der har overrasket de fleste. På Rådhuset alene har man reduceret varmeforbruget med hele 67 procent i november i forhold til året før. Kommunens skoler har også været med til at løfte opgaven, og her har en skole som Karensmindeskolen også opnået en flot reduktion på godt 40 procent. Vejene til målet har været et tæt øje på fremløbstemperaturen i varmesystemerne i kommunens bygninger, så rumtemperaturen forblev på 19 grader, men ikke steg yderligere. Og så har det usædvanligt varme efterår også hjulpet til på vejen.

Kommunaldirektør Christian Hesthaven er rigtig godt tilfreds med den store reduktion i energiforbruget. Som arbejdsplads skal kommunen gå forrest, siger han.

- Rebild Kommune iværksatte i efteråret en række tiltag til reduktion af energiforbruget. Vi fulgte blandt andet Energistyrelsens anbefaling om at sænke temperaturen til 19 grader. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at tiltaget har reduceret energiforbruget så meget, som tilfældet er. Vi er en stor arbejdsplads og bygningsejer, som skal gå forrest, og det viser sig heldigvis nu, at en målrettet indsats betaler sig, siger Christian Hesthaven.

Stor ros til medarbejderne i køligere bygninger

Da Rebild Kommune besluttede at nedsætte rumtemperaturen i de kommunale bygninger til 19 grader, blev det samtidig besluttet, at visse områder skulle være undtaget. Derfor er ældrecentre, vuggestuer og børnehaver ikke blevet bedt om at reducere deres varmeforbrug.

- Dette tiltag er alene rettet mod administrationsbygninger, skoler og kulturinstitutioner, men ikke de bygninger, som rummer mere sårbare borgere, siger Christian Hesthaven og sender samtidig en stor tak til de medarbejdere, der arbejder i bygninger med sænket temperatur:

- Vi reagerer som mennesker meget forskelligt på temperaturer, og jeg er meget opmærksom på, at den lave temperatur kan virke belastende for nogle, og at mange medarbejdere har været nødt til at finde det varmere tøj og tæpper frem i den senere tid. Men vi har fået det til at fungere, og alle medarbejdere fortjener derfor også stor ros og tak for deres forståelse for tiltaget.

Rebild Kommune tager ansvaret på sig

Reduktionen i varmeforbruget er en del af en større indsats for at nedsætte det samlede energiforbrug i kommunen. I december kunne kommunen berette, at Rebild Kommune i løbet af 10 år har nedsat det samlede elforbrug med hele 69 procent gennem skift til LED-pærer, nedsat belysning i nattetimerne og medarbejdernes indsats med generelt at spare på strømmen og huske at slukke lyset. Kommunaldirektøren påpeger dog, at det nedsatte energiforbrug ikke er en del af en kommunal spareøvelse. Rebild Kommunes tiltag er med til at løfte en større opgave i samfundet.

- Sigtet har ikke været at spare penge, men at bidrage til at imødegå den energikrise, Danmark som samfund har skullet håndtere. At der er en økonomisk gevinst, hilser vi naturligvis velkommen, men det har ikke været årsagen til at vi har skruet ned for varmen, understreger Christian Hesthaven.

Emner

Kategorier

Regions

Kontakt

Jesper Greth

Jesper Greth

Pressekontakt Borgmester +45 40 62 78 52

Om os

Med lidt over 30.000 indbyggere er Rebild Kommune en af de mindre kommuner i Danmark. Vi er placeret i hjertet af Himmerland midt i en enestående smuk natur og tæt på det nye regionscenter i Aalborg. Via motorvejen og tognettet med nærbane og lyntog er der gode forbindelser til både regionscentret og til resten af Danmark, så det er nemt at pendle både til og fra.

Rebild Kommune har cirka 12.000 arbejdspladser. Blandt andet i kraft af et driftigt erhvervsliv, moderne innovations-virksomheder, landbrug og en veludbygget turistindustri. Området oplever desuden en stor efterspørgsel på grunde til både boliger og erhverv.

Rebild Kommune er karakteriseret ved stærke og levende by- og landsbysamfund med kulturel mangfoldighed og et aktivt foreningsliv. Der er blandt borgerne en stor lyst og vilje til at engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter og til at benytte kultur- og idrætstilbud Her er særdeles gode handelsmuligheder med et bredt udbud af specialbutikker. Det kuperede terræn, unik natur og Danmarks største sammenhængende (Rold) skov, gør området (#Triatland) til et valfartsted for outdoor sportsturisme og der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents på tværs af kommunen: https://www.facebook.com/triatlandrebild