Gå til indhold
Magasinets forside
Magasinets forside

Pressemeddelelse -

Gratismagasin om Rebilds natur og attraktioner mere aktuelt end nogensinde

Rebild Magasinet udgives af RebildPorten. Magasinet handler om naturen og de mange kulturelle og sportslige oplevelser i og omkring Rebild. Det bliver trykt i 15.000 eksemplarer og bliver distribueret ud i Danmark til trods for forbuddet mod arrangementer og begivenheder frem til udgangen af juli måned.

Et af de steder, hvor coronaen rammer hårdest, er turisme og oplevelsesøkonomi. Derfor er der brug for at gøre noget ekstra for turisterhvervet, og noget ekstra for den lokale turisme. I den sammenhæng kan Rebild Magasinet gøre en forskel.

Erhvervs- og turistchef Jane Bejlegaard Lindberg er glad for at præsentere en ny udgave af Rebild Magasinet, som er fyldt med inspirerende artikler, som kan lokke mange danske turister til Rebild.

- Desværre er nogle af de planlagte events og arrangementer aflyst i den nærmeste tid, men en tur ud i vores smukke natur er fortsat muligt, og det er der et stort behov for lige nu. I naturen er der højt til himlen og masser af plads, så man kan holde afstand. Bliver man sulten af den friske luft, står lokale udbydere parat med madkurve og takeaway produceret af lokale råvarer lige til at bringe med hjem og sætte på bordet, forklarer erhvervs- og turistchefen.

Jane Bejlegaard Lindberg opfordrer til at støtte de lokale virksomheder.

Rebild Magasinet er langtidsholdbart

De 48 sider i magasinet er skrevet og designet til at holde i mindst ét år, og derfor vil mange læsere gemme bladet og tage det frem igen, når ferien i Danmark skal planlægges.

Destinationsudvikler Mona Møller Carlsen, en af personerne bag magasinet, uddyber:

- Allerede nu strømmer danskerne ud i naturen, som jo nærmest er det eneste åndehul, som vi har i denne mærkelige tid. Når vi langsomt begynder at lukke op igen, vil danskerne holde ferie inden for landets grænser, og så vil Rebild Magasinet ligge parat som en fin invitation til alle, der er på udkig efter alternativer til fremmede destinationer.

Naturen holder åbent hele året

Flere af artiklerne i Rebild Magasinet handler om at bruge og færdes i naturen.

Skovguide Morten Brynildsen beskriver for eksempel forskellige måder at bruge skoven på. Mange bruger skoven som udendørs træningscenter, når de cykler og løber. Andre søger det autentiske ved at prøve grænser af og leve i pagt med naturen. Selv er Morten vild med at komme tæt på naturen ved at sanse de simple ting og være i nuet.

Skovrider Bendt Egede fortæller, hvordan Naturstyrelsen deler skoven op, så der bliver plads til alle aktiviteter, uden at gæsterne kommer i karambolage med hinanden. For skovens folk gælder det om at opfange nye tendenser og give udfoldelsesmuligheder, så der plads til mountainbikere, ryttere, vandrere og ynglende rovfugle.

Rebild Magasinet på nettet

Hvis du ikke kan vente på at finde Rebild Magasinet på en tankstation langs E45 eller et turistkontor, kan du også læse den elektroniske udgave her: http://www.e-pages.dk/visitrebild/158/html5/.

Mona Møller Carlsen understreger, at flere af de aflyste events forventes gennemført til næste år.

- Vi regner naturligvis med at Opera i Rebild og Rebildfesten gennemføres i 2021. Vi håber også på, at Den Kongelige Ballet kommer til næste år. Og mon ikke vi alle vil være ekstra sultne efter oplevelser, når vi kommer ud på den anden side, slutter Mona Møller Carlsen. 

Emner

Kategorier


---------------------

Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Vi har samlet kontaktoplysninger, vores sociale medier og nyttige links til blandt andet dagsordner og høringer.

Kontakt

Jane Bejlegaard Lindberg

Jane Bejlegaard Lindberg

Erhvervs- og turistchef Erhvervs og turisme 50825593

Om os

Med lidt over 30.000 indbyggere er Rebild Kommune en af de mindre kommuner i Danmark. Vi er placeret i hjertet af Himmerland midt i en enestående smuk natur og tæt på det nye regionscenter i Aalborg. Via motorvejen og tognettet med nærbane og lyntog er der gode forbindelser til både regionscentret og til resten af Danmark, så det er nemt at pendle både til og fra.

Rebild Kommune har cirka 12.000 arbejdspladser. Blandt andet i kraft af et driftigt erhvervsliv, moderne innovations-virksomheder, landbrug og en veludbygget turistindustri. Området oplever desuden en stor efterspørgsel på grunde til både boliger og erhverv.

Rebild Kommune er karakteriseret ved stærke og levende by- og landsbysamfund med kulturel mangfoldighed og et aktivt foreningsliv. Der er blandt borgerne en stor lyst og vilje til at engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter og til at benytte kultur- og idrætstilbud Her er særdeles gode handelsmuligheder med et bredt udbud af specialbutikker. Det kuperede terræn, unik natur og Danmarks største sammenhængende (Rold) skov, gør området (#Triatland) til et valfartsted for outdoor sportsturisme og der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents på tværs af kommunen: https://www.facebook.com/triatlandrebild