Gå til indhold
Borgere, foreninger, organisationer og lignende har nu mulighed for at komme med kommentarer til næste års kommunale budget. Foto: www.colourbox.dk
Borgere, foreninger, organisationer og lignende har nu mulighed for at komme med kommentarer til næste års kommunale budget. Foto: www.colourbox.dk

Pressemeddelelse -

Rebild Kommune: Budgettet er i høring

Mandag den 22. august holdt byrådet i Rebild Kommune budgetseminar. Her gik byrådets drøftelser af det kommende budget i gang, og byrådet har nu sendt basisbudgettet i offentlig høring. Høringsfristen er 7. september kl. 8.00.

På budgetseminaret fremlagde direktionen budgettet ikke mindst med fokus på, hvor udfordringerne ligger på de enkelte forvaltningsområder. Herefter drøftede politikerne udfordringerne i partigrupperne.

Det ser stadig vanskeligt ud

Efter mandagens budgetseminar står det fortsat klart, at der venter byrådet nogle vanskelige forhandlinger, hvor der skal foretages nogle skarpe prioriteringer. Kommunaldirektør Christian Hesthaven forklarer:

- Jeg er glad for, at byrådet for alvor er kommet i gang med drøftelserne, for som det allerede har været skrevet og sagt flere gange, er budgetterne i landets kommuner pressede i år – bl.a. som følge af corona-pandemien og situationen i Ukraine. Det gælder desværre også Rebild Kommune. Desuden kan vi i Rebild Kommune se, at der kommer stigende udgifter på flere af vores velfærdsområder. Så vi må desværre konstatere, at udfordringerne i forhold til næste års budget stadig er meget aktuelle. Vi har et ansvar for at sikre, at kommunens budget er i balance, og vi vil fra forvaltningens side gøre alt, hvad vi kan, for at bistå byrådet under forhandlingerne og med at træffe de bedst mulige beslutninger.

Glæde over et samlet byråd

Borgmester Jesper Greth ser også med bekymring på budgetudfordringerne, men han glæder sig over, at det stadig er et samlet byråd, der nu går til forhandlingsbordet:

- Udfordringerne er jo efterhånden velkendte, og jeg bliver desværre nødt til at gentage, at der vil være borgere, der kommer til at opleve en kommunal service, der kan være lavere, end den plejer at være. Til gengæld er jeg som forhandlingsleder utroligt glad for, at det stadig er et samlet byråd, der går videre med forhandlingerne. For i de vanskelige prioriteringer vi står overfor, er det meget vigtigt, at vi er fælles om ansvaret. På den måde har vi de bedste forudsætninger for at træffe bæredygtige beslutninger og lægge et ansvarligt budget, der sikrer en god udvikling i Rebild Kommune - også i fremtiden og også ud over denne byrådsperiode, siger Jesper Greth

Budgettet i høring

Byrådet har nu sendt basisbudgettet i høring, og opfordrer hermed alle medarbejdere, borgere, foreninger, erhvervsdrivende og andre interessenter til at læse materialet og eventuelt sende et høringssvar. Jesper Greth håber, at mange vil sende et høringssvar:

- I byrådet er vi altid glade for input fra borgerne. Jeg ved godt, at mange tror, at vi ikke læser de høringssvar, der kommer ind. Men det kan jeg forsikre om, at vi gør. Det betyder naturligvis ikke, at alle får deres ønsker opfyldt. Men de forslag, der kommer ind, indgår i den politiske proces. I år er budgettet presset på både anlægs- og servicedelen. Udfordringens størrelse betyder, at formentlig ingen af kommunens serviceområder kan undgå at blive berørt. I byrådet sigter vi mod løsninger på de betydelige udfordringer, der peger ind i fremtiden og på langt sigt løser kommunens opgaver på den bedst tænkelige måde, inden for de rammevilkår vi er underlagt. Min tilgang er, at vi i denne svære situation så vidt muligt skal se på mulige strukturelle tiltag, før vi ser på tiltag, som forringer indholdet af den service, vi på tværs af velfærdsområderne kan give kommunens borgere.

Høringsmaterialet kan læses på kommunens hjemmeside, og det er også her der kan afgives høringssvar:

https://rebild.dk/hoering2023

Related links

Emner

Regions


Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Kig også forbi vores hjemmeside og følg os på Facebook, LinkedIn og Instagram.

Kontakt

Jesper Greth

Jesper Greth

Pressekontakt Borgmester +45 40 62 78 52

Om os

Med lidt over 30.000 indbyggere er Rebild Kommune en af de mindre kommuner i Danmark. Vi er placeret i hjertet af Himmerland midt i en enestående smuk natur og tæt på det nye regionscenter i Aalborg. Via motorvejen og tognettet med nærbane og lyntog er der gode forbindelser til både regionscentret og til resten af Danmark, så det er nemt at pendle både til og fra.

Rebild Kommune har cirka 12.000 arbejdspladser. Blandt andet i kraft af et driftigt erhvervsliv, moderne innovations-virksomheder, landbrug og en veludbygget turistindustri. Området oplever desuden en stor efterspørgsel på grunde til både boliger og erhverv.

Rebild Kommune er karakteriseret ved stærke og levende by- og landsbysamfund med kulturel mangfoldighed og et aktivt foreningsliv. Der er blandt borgerne en stor lyst og vilje til at engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter og til at benytte kultur- og idrætstilbud Her er særdeles gode handelsmuligheder med et bredt udbud af specialbutikker. Det kuperede terræn, unik natur og Danmarks største sammenhængende (Rold) skov, gør området (#Triatland) til et valfartsted for outdoor sportsturisme og der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents på tværs af kommunen: https://www.facebook.com/triatlandrebild