Gå til indhold
Der er også ros til forældrene: de er gode til at hjælpe deres børn med tandbørstningen
Der er også ros til forældrene: de er gode til at hjælpe deres børn med tandbørstningen

Pressemeddelelse -

Tandsundhed: Rebilds børn og unge har sunde tænder! - Tandplejens langsigtede forebyggende arbejde virker

For samtlige årgange: 3-, 5-, 7- ,12-, 15- og 18- årige, som er de årgange, hvor der årligt indsendes data til Sundhedsstyrelsen, er der i Rebild opnået bedre resultater end i både regions- og landsgennemsnit.

For eksempel har hele 97% af de 7-årige i Rebild Kommune ingen huller i tænderne, og for de 12- og 18-årige, er der aldrig tidligere opnået så fine resultater.

Den forebyggende indsats virker

I statistiktallene kan man ikke blot aflæse antal sunde tænder og tænder med huller, men tallene giver også et billede af antal begyndende huller. Her lægges en meget stor del af den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i Rebild Tandpleje.

Overtandlæge Inge Hald er glad og stolt over, at så mange børn og unge har sunde tænder:

– Vi har stort fokus på den forebyggende indsats i den kommunale tandpleje. Vi underviser og rådgiver om korrekt tandhygiejne og tandbørstning, og det er det, som slår igennem i tallene. Vi kan også se, at forældrene er rigtig gode til at hjælpe deres børn med tandbørstningen, siger hun.

Hvad med ungdomsgruppen?

Hos de 18-årige er godt halvdelen, nemlig 52% cariesfri i Rebild – mod 45 % i Region Nordjylland og 50 % på landsplan, og det er et fint antal. For 10 år siden var blot 29 % af de 18-årige i Rebild uden huller.

- Vi er heldigvis rigtig gode til at opdage begyndende huller og ved hjælp af instruktion, fluor og lak kan vi forhindre, at mange af de begyndende huller kræver en fyldning, fortæller Inge Hald.

Men ellers er det enkle råd fra Tandplejen, at børste tænder med flourtandpasta morgen og aften og spare på slik og søde drikke.

Fakta

Hvert år bliver børn og unges tandsundhed indberettet til Sundhedsstyrelsen. For de 3- og 5-årige gælder statistikken for mælketænder. For de øvrige årgange, gælder statistikken de blivende tænder. Resultaterne bliver offentliggjort i Sundhedsstyrelsens Centrale Odontologiske Register, der forkortes SCOR.

Related links

Emner

Kategorier

Regions


---------------------

Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Vi har samlet kontaktoplysninger, vores sociale medier og nyttige links til blandt andet dagsordner og høringer.

Kontakt

Inge Hald

Overtandlæge Rebild Tandpleje Tlf.: 99 88 83 36

Om os

Med lidt over 30.000 indbyggere er Rebild Kommune en af de mindre kommuner i Danmark. Vi er placeret i hjertet af Himmerland midt i en enestående smuk natur og tæt på det nye regionscenter i Aalborg. Via motorvejen og tognettet med nærbane og lyntog er der gode forbindelser til både regionscentret og til resten af Danmark, så det er nemt at pendle både til og fra.

Rebild Kommune har cirka 12.000 arbejdspladser. Blandt andet i kraft af et driftigt erhvervsliv, moderne innovations-virksomheder, landbrug og en veludbygget turistindustri. Området oplever desuden en stor efterspørgsel på grunde til både boliger og erhverv.

Rebild Kommune er karakteriseret ved stærke og levende by- og landsbysamfund med kulturel mangfoldighed og et aktivt foreningsliv. Der er blandt borgerne en stor lyst og vilje til at engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter og til at benytte kultur- og idrætstilbud Her er særdeles gode handelsmuligheder med et bredt udbud af specialbutikker. Det kuperede terræn, unik natur og Danmarks største sammenhængende (Rold) skov, gør området (#Triatland) til et valfartsted for outdoor sportsturisme og der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents på tværs af kommunen: https://www.facebook.com/triatlandrebild