Gå til indhold
Direktør Christian Helweg fortalte om sin virksomhed ”Råt & Godt”
Direktør Christian Helweg fortalte om sin virksomhed ”Råt & Godt”

Pressemeddelelse -

Virksomheder fra Rebild tog godt imod bæredygtighedsforløb

Rebild-virksomheders interesse for bæredygtighed er stor og spænder vidt fra for eksempel affaldshåndtering, genbrug og upcycling til social bæredygtighed. Det står klart ved afslutningen af et bæredygtighedsforløb, Grøn omstilling og bæredygtig turisme i Rebild Kommune, som RebildPorten og Business Rebild har gennemført de seneste to år med støtte fra Erhvervsstyrelsens Landdistriktspulje og Rebild Kommune.

Projektet fokuserede på bæredygtig forretningsudvikling og var henvendt til aktører indenfor detailhandel og turisme.

Inspiration var det vigtigste

Målet var at få deltagernes øjne op for mulighederne inden for den grønne omstilling, fortæller Mia Bentsen, der er erhvervskonsulent ved Business Rebild.

- Vi ville inspirere og få vores lokale virksomheder til at se mulighederne i at indtænke grønne initiativer i udviklingen af deres virksomhed. Det skal ikke være et add-on at arbejde med grøn omstilling men en naturlig del af dét at drive virksomhed, siger hun.

Arbejde med egne idéer

De enkelte virksomheder har haft mulighed for at arbejde med de aspekter inden for grøn omstilling, der passer til netop deres behov og potentiale.

Det har genereret mange gode og meget forskellige idéer, lyder det fra destinationsudvikler ved RebildPorten Jan Krage. Han er som projektleder meget tilfreds med forløbet.

- Det har virkelig været positivt, hvordan de mange forskelligartede virksomheder, der har deltaget i projektet, har kunnet inspirere hinanden, siger Jan Krage.

De to tovholdere på projektet glæder sig over, at deltagerne har taget idéerne med sig.

- Når vi taler med de virksomheder, som har været en del af forløbet, kan vi høre, at der er blevet arbejdet videre på idéerne. Og det er jo det vigtigste i det her projekt, siger Mia Bentsen.  

Projektet blev indledt med en Epinion-undersøgelse af virksomhedernes interesse og eksisterende aktiviteter i forbindelse med grøn omstilling. Herefter blev 12 virksomheder udvalgt til en række sessions, hvor deltagerne blev inspireret af oplægsholdere og derefter fik mulighed for at udvikle idéer ud fra egne behov.

Afsluttende fokus på affald

Forløbet er netop blevet afrundet med en temadag hos Råt & Godt i Aalborg om affaldshåndtering og upcycling, fortæller Jan Krage

- Udfordringer med affaldshåndtering blev fremhævet af mange deltagere. Så vi valgte at afrundingen på projektet kunne være lige dele inspiration og information om dette tema, siger han.

Et inspirerende forløb

Møderne har givet rigtig god inspiration, lyder det fra Lene Bach Nørmølle, der er indehaver af Gavlhuset i Haverslev. Hun har især fokus på social bæredygtighed, og fremhæver især det afsluttende arrangement.

- Råt & Godt kombinerer det grønne og genbrug med det sociale, og det er i mine øjne det helt rigtige. Jeg ville ønske, samfundet kiggede mere i den retning, så der kan blive mere plads til de mennesker, som ikke rigtig passer ind i det effektive arbejdsmarked, vi har i dag, siger hun.

Lene Bach Nørmølle og hendes medarbejdere har allerede sat flere bæredygtighedsprojekter i gang, både med salg af upcyclede varer, men også i forbindelse med en større ombygning af Gavlhusets bygninger. Hun ser gerne flere arrangementer i stil med bæredygtighedsforløbet med Business Rebild og RebildPorten.

- Vi vil for eksempel rigtig gerne have flere inspirationsture som den til Råt & Godt, siger hun.

Flere arrangementer ved behov

Mia Bentsen fra Business Rebild er ikke afvisende over for flere lignende initiativer.

- Selvom vi afslutter projektet nu, stopper vi bestemt ikke arbejdet med den grønne agenda. Hos Business Rebild har vi individuelle dialoger med flere af virksomhederne, og vi vil fortsat sparre med dem og udfordre dem på, hvordan de kan tænke flere grønne initiativer ind i virksomheden. Om der skal indtænkes lignende projekter i fremtiden kan ikke udelukkes, men det skal være drevet af virksomhedernes konkrete behov, hvis vi skal igangsætte nye initiativer, siger hun.

Related links

Emner

Kategorier

Regions


Du er som journalist eller borger altid velkommen til at kontakte os for en udtalelse, baggrundsviden eller andet, du måtte have brug for. Kig også forbi vores hjemmeside og følg os på Facebook, LinkedIn og Instagram.

Kontakt

Mia Bentsen

Mia Bentsen

Erhvervskonsulent Erhvervsservice 41776198
Jan Krage

Jan Krage

Destinationsudvikler Markedsføring +45 50848571

Relateret materiale

Om os

Med lidt over 30.000 indbyggere er Rebild Kommune en af de mindre kommuner i Danmark. Vi er placeret i hjertet af Himmerland midt i en enestående smuk natur og tæt på det nye regionscenter i Aalborg. Via motorvejen og tognettet med nærbane og lyntog er der gode forbindelser til både regionscentret og til resten af Danmark, så det er nemt at pendle både til og fra.

Rebild Kommune har cirka 12.000 arbejdspladser. Blandt andet i kraft af et driftigt erhvervsliv, moderne innovations-virksomheder, landbrug og en veludbygget turistindustri. Området oplever desuden en stor efterspørgsel på grunde til både boliger og erhverv.

Rebild Kommune er karakteriseret ved stærke og levende by- og landsbysamfund med kulturel mangfoldighed og et aktivt foreningsliv. Der er blandt borgerne en stor lyst og vilje til at engagere sig i forskellige fritidsaktiviteter og til at benytte kultur- og idrætstilbud Her er særdeles gode handelsmuligheder med et bredt udbud af specialbutikker. Det kuperede terræn, unik natur og Danmarks største sammenhængende (Rold) skov, gør området (#Triatland) til et valfartsted for outdoor sportsturisme og der afholdes årligt mere end 30 outdoor sportsevents på tværs af kommunen: https://www.facebook.com/triatlandrebild