Pressemeddelelse -
Fire kvindelige studerende vinder Bosch Innovationspris 2022 og skal udstille på årets COPENHELL
Vinderne af dette års Bosch Innovationspris bliver fire kvindelige studerende fra Holstebro. Prisen er i år afholdt i samarbejde med Danmarks største metalfestival, COPENHELL, hvor opgaven lød på at bygge et siddemøbel, som nemt kan integreres på festivalpladsen.
Bosch Power Tools har netop afholdt dette års Innovationspris, som i år løb af stablen for tiende år i træk. 70 af landets tekniske skoler var inviteret til at komme med et bud på et siddemøbel, som kan integreres på Danmarks største metalfestival, COPENHELL, der finder sted i disse dage fra den 15.-18. juni.
Bosch modtog mange spændende bud, men tre hold gik videre i finalen. To af holdene kommer fra Holstebro HTX (UCH), mens det tredje kommer fra EUC Nordvestsjælland. “Vi er glade for endnu en gang at have afholdt en succesfuld Innovationspris, hvor målet især er at skabe en relation til de yngre håndværker-talenter. Vi fik flere stærke bud på et siddemøbel, og det har været fedt at se et højt niveau over hele linjen. Konkurrencen var virkelig tæt i år,” siger Jan Lindberg, Market manager, Bosch Power Tools.
Ros for kreativitet og detaljer
Vinderholdet er fra Holstebro HTX (UCH) og består af Victoria Holch Bilenberg Nielsen, Ea Marie Sloth Gisselbæk, Lærke Rohde Bjergelund og Sarah Lein Sadeghi, som alle går på designlinjen. De fire kvinder har særligt udmærket sig ved at have fokus på detaljer samt at ramme lige ind iCOPENHELLs ånd. “Vi arbejder altid ud fra nogle skitser og modeller, så vi startede med at tegne i hånden, dernæst lavede vi en 3D-tegning, og til sidst tog vi over i værkstedet og satte nogle endelige mål på. Vi byggede et skelet op, satte trykimprægnerede plader på, så det kan holde til vind og vejr, og så har vi polstret med vegansk læder,” fortæller Sarah om processen.
Juryen hos Bosch og COPENHELL var særligt begejstrede:
“Vinderholdet skilte sig ud fra mængden ved at have et særligt øje for netop COPENHELLs gennemgående tema, og holdets detaljearbejde er bare helt i top. Derudover er det et møbel, som afviger lidt fra, hvad man normalt ville bygge, så der fik de virkelig sat streg under innovation,” siger Jan Lindberg, Market manager, Bosch Power Tools.
Udover titlen som vindere af den fornemme innovationspris vinder de fire kvinder en billet hver til dette års COPENHELL, værktøj fra Bosch til en værdi af 8.000 kr. og en centralt placeret udstilling af vinder-møblet i det såkaldte RIP-område, som er COPENHELLs VIP-område for artister og andre vigtige personer. 2. pladsen gik til EUC Nordvestsjælland, som vandt 4 stk. 18 volt bore-/skruemaskiner, og 3. pladsen gik til det andet hold fra Holstebro HTX (UCH), som vandt 4 stk. 12 volt bore-/skruemaskiner.
Pressemateriale findes HER.
Vinderholdets video af opbygningen af vindermøblet kan ses HER.
For mere information, kontakt venligst:
Michala Højtved, Holm Kommunikation, mih@holm.dk, 29926226
Amalie Wibrand, Holm Kommunikation, anw@holm.dk, 60651312
Related links
Kategorier
Robert Bosch Power Tools GmbH, en division af Bosch-gruppen, er en af verdens førende leverandører af elværktøj, haveværktøj, tilbehør til elværktøj og måleværktøj. I 2021 omsatte de cirka 21.000 medarbejdere for 5,8 milliarder euro, heraf cirka 80 procent uden for Tyskland. Med mærker som Bosch og Dremel står divisionen for kundefokus og store tekniske fremskridt. De vigtigste succesfaktorer er styrken i innovation. I 2022 har Bosch Power Tools igen lanceret mere end 100 nye produkter på markedet inden for sine fire forretningssegmenter elværktøj, haveværktøj, tilbehør og måleværktøj.