Gå til indhold
Årets børnefestival tager ud til Rødovres børn

Pressemeddelelse -

Årets børnefestival tager ud til Rødovres børn

Hvis Rødovres børn ikke kan komme til børnefestival på grund af corona-restriktioner, så må børnefestivallen komme til børnene. Derfor bliver årets børnefestival afholdt af ni omgange spredt rundt i Rødovre, så Rødovres børn igen kan danse løs og udfolde sig kreativt i børnekulturens tegn.

I mere end 20 år er Rødovres børn i vuggestuer, børnehaver og dagpleje stimlet sammen på Rådhusplænen i maj til musik, dans og leg. Efter sidste års coronaaflysning af festivallen, kan de yngste borgere igen samles om børnekultur, når en ny corona-venlig festival rykker ud.

”Det seneste år har vi alle måttet vænne os til en ny og noget mere begrænset hverdag. Det har også været tilfældet for vores yngste borgere i kommunens dagtilbud. Fokus har været på hygiejne og opdeling, mens ture ud af huset og fællearrangementer i og mellem vores institutioner har været helt udelukket”, fortæller formand for Børne- og Skoleudvalget Flemming Lunde Østergaard Hansen og fortsætter:

”Det er naturligvis også gået hårdt ud over børnekulturen, som vi ellers vægter højt i Rødovre. Derfor har det været afgørende for os, at vi i år kunne vende tilbage med vores børnefestival dog i en noget anderledes og mere corona-venlig udgave.”

Årets børnefestival byder på 27 dansevenlige koncerter, da festivalen bliver afholdt over tre dage tre forskellige steder i Rødovre med tre koncerter om dagen hvert sted. På den måde kan børnene få en god kulturoplevelse under hensyntagen til de gældende restriktioner. Det er græsplænen ved Rødovrehallen, Trekanten og haven ved Rødovregaard, der danner ramme om festivalen.

”Når vi giver vores børn og unge kulturelle oplevelser, får de et afbræk fra hverdagen, som de ellers kender den. Samtidig får de indblik i en verden, hvor de kan udfolde sig og udtrykke sig kreativt. Netop derfor har det også været vigtigt for os, at finde en alternativ måde at afholde årets børnefestival på,” siger Flemming Lunde Østergaard Hansen.

Fakta om årets børnefestival

  • Børnefestivalen afholdes den 18., 19. og 20. maj
  • Hver dag gennemføres programmet tre gange tre forskellige steder i Rødovre, hvilket giver mulighed for, at 27 hold børn kan deltage i løbet af de tre dage
  • Børnefestivalen afholdes på græsplænen ved Rødovrehallen, ved Trekanten og i haven ved Rødovregaard
  • Både dagpleje-, vuggestue- og børnehavebørn er inviteret
  • Der er koncerter med Stine Michel, Pernille med Hoppeline og Mias Musikalske Univers

Emner

Kategorier

Kontakt

Flemming Lunde Østergaard Hansen

Flemming Lunde Østergaard Hansen

Formand for Børne- og Skoleudvalget i Rødovre Kommune 23 63 74 24
Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark