Gå til indhold
Bedre forhold for børnene

Pressemeddelelse -

Bedre forhold for børnene

Børnefamilierne flytter i stor stil til Rødovre. Nu bygger kommunen igen en ny institutionsbygning, og samtidig bliver en af de ældre institutioner renoveret.

Børnene i Børneinstitutionen Skibet i Islev kan se frem til mange nye legekammerater. Kommunalbestyrelsen har nemlig besluttet, at der skal laves en lys og moderne tilbygning til institutionen.

”Rødovre er en velfærdskommune, og det er vigtigt, at der er plads til alle børn. Vi følger udviklingen i børnetallet tæt. Der er brug for flere pladser i Islev, som er et meget populært område for børnefamilierne”, siger formanden for Børne- og Skoleudvalget Flemming Lunde Østergaard Hansen.

Den nye tilbygning koster knap 31 mio.kr. Den bliver i to etager og får plads til omkring 100 børn. Institutionens nye hjerte bliver et nyt stort indgangsparti med et stort fællesrum, som kommer til at forbinde den nuværende bygning fra 2013 og den nye bygning. De to bygninger kommer til at harmonere i udtryk og materialevalg.

Rødovre Kommune laver samtidig en stor renovering af en af de ældre daginstitutioner, Børneinstitutionen Broparken, for 5 mio.kr.

”Det er en institution, som er slidt, og som trænger til at blive renoveret. Nu kommer der bedre rammer for både børn og personale”, siger Flemming Lunde Østergaard Hansen.

Fakta om Børneinstitutionen Skibet

  • Børneinstitutionen Skibet er en integreret institution med både vuggestue og børnehave, og råder i dag over 680 m². Med den nye tilbygning får institutionen endnu 1000 m².
  • Der vil kun blive lavet få ændringer i den gamle bygning, men blandt andet bliver det nuværende køkken udvidet og ændret til produktionskøkken. Desuden bliver der i forbindelse med den nye bygning etableret en ny legeplads, parkering og plads til cykler.
  • Tilbygningen skal bygges, hvor Gymnastik- og idrætsforeningen Orient har haft klubhus. Det er nu ved at blive revet ned, og Orient er i stedet flyttet til Ved Sportspladsen 14. Her har Rødovre Kommune købt en grund, hvor det er planen, at også Islev Taekwondo Klub flytter ind.
  • Byggeriet ved Skibet forventes at gå i gang i efteråret 2020 og være færdigt i foråret 2022, hvor bygningen kan tages i brug. Der er afsat i alt knap 31 millioner kroner til byggeriet.

Emner

Kategorier

Kontakt

Flemming Lunde Østergaard Hansen

Flemming Lunde Østergaard Hansen

Formand for Børne- og Skoleudvalget i Rødovre Kommune 23 63 74 24

Relateret materiale

Rødovre Kommune
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Danmark